15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglig kampgejst kommer nede fra

Faglig kampgejst kommer nede fra

Torsdag, 20. september, 2007, 00:00:00

Hvad kan den danske fagbevægelse lære af Norge? Asbjørn Wahl og Dennis Kristensen er ikke enige

En bred alliance mellem fagforeninger og folkelige bevægelser. En ny regering og dæmpet hastighed på privatiseringstoget.
De kunne i Norge, men kan modellen fra den norske kampagne 'For Velfærdsstaten' overføres til Danmark?
Den norske model er umulig at oversætte til dansk, mener Dennis Kristensen, formand for Fag og Arbejde, FOA.
Det eneste, der står i vejen, er uvilje fra fagbevægelsens ledere, svarer Asbjørn Wahl, daglig leder af 'For Velfærdsstaten'.
Arbejderen har spurgt de to faglige ledere om deres syn på den norske models anvendelse i Danmark.
- Teoretisk set er der intet i vejen. Men jeg har indtryk af, at idéen ikke bliver støttet nok af ledelserne i store dele af fagbevægelsen. Når det ikke sker lige nu, er det nok fordi, der er for store modsætninger internt i fagbevægelsen og på venstrefløjen, siger Asbjørn Wahl til Arbejderen.
Han mener, at modellens succes i Norge beror på en bedre tradition for samarbejde i fag- og venstrefløjsbevægelser.
- En af grundene er de vellykkede EU-kampe. Den gang var vi nødt til at lære at stå sammen, siger han.
Men spørger man Dennis Kristensen, er det ikke manglende samarbejde i bevægelserne, der er afgørende.
- Traditionelt har fagbevægelsen i Norge langt stærkere indflydelse på de politiske partier, end den har i Danmark. I Danmark har fagbevægelsen i mange år ikke været den samme uafviselige samarbejdspartner som i Norge, er Dennis Kristensen forklaring på, hvorfor den norske model ikke kan lykkes i Danmark.
Den forklaring bliver dog ikke godtaget af Asbjørn Wahl.
- Man må ikke lade sig hæmme af historiske traditioner. For 20 år siden var det ikke muligt at opbygge den alliance i Norge, som vi gjorde!
- Det norske LO var meget skeptisk over for vores idé om politisering af fagbevægelsen i starten. Vores krav, som kom nede fra i bevægelsen, blev frarådet af den faglige top. De sagde dengang, at kampen var tabt på forhånd. Fire til fem år senere vedtog de at gå med i alliancen, understreger han.
Alligevel er Dennis Kristensen ikke overbevist.
- Der er mange gode træk i den norske model. Den passer bare ikke til den danske virkelighed. Vi vil ikke være i stand til at oversætte den, fordi vores betingelser er så markant anderledes, beklager han.
Asbjørn Wahl er ikke i tvivl om, hvilket råd han vil give sine danske kolleger om velfærdskamp.
- Engagementet i velfærdskampen må komme nede fra i fagbevægelsen, fastslår han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland