15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

God debat i grupperne

God debat i grupperne

Torsdag, 20. september, 2007, 00:00:00

På onsdagens seks gruppekongresser blev der både diskuteret overenskomst, østarbejdere og mange andre faglige emner. Derudover var der valg

Onsdag var den store 3F-kongres suspenderet. Til gengæld mødtes alle de godt 900 delegerede i deres respektive grupper, hvor der blev holdt konferencer.
Her redegjorde gruppeformanden for periodens aktiviteter og de delegerede indstillede medlemmer til gruppebestyrelsen og hovedbestyrelsen. Valget konfirmeres i dag på kongressen.
I industrigruppen var hovedemnet i debatten overenskomsten. Mange tillidsfolk tog ordet og kritiserede forløbet. En af dem var Michael Graakjær fra 3F-industri og service i København og fællestillidsmand på Alpharma aps.
Han roste optakten til overenskomstforhandlingerne men ikke resultatet, som både han selv og hans kollegaer fandt skuffende.

Ude af trit med medlemmerne
- Ingen af mine kollegaer er interesseret i frit valg, betaling af tillidsfolk har aldrig stået på vores ønskeseddel og skifteholdsarbejdet blev igen glemt, lød det fra Michael Graakjær.
Han kritiserede også Hovedbestyrelsen, HB, for at være ude af trit med medlemmerne og sluttede sit indlæg med at udtrykke håb om, at man i forbundet lærer noget af det udredningsarbejde, som stadig er i gang.
- Vi har ikke råd til de evindelige lovprisninger af en overenskomst, vores medlemmer ikke vil have. Og vi har slet ikke råd til en udmelding om, at vi ikke har forstået de velsignelser, I har skaffet os, sagde Michael Graa-kjær.

Kampvalg
Overenskomsten blev også debatteret i Transportgruppen. Den største spænding gjaldt imidlertid valg af ny formand.
Efter et tæt opløb mellem de to nuværende forhandlingssekretær i Transportgruppen, Jan Villadsen, og Klaus Lorenzen, blev Jan Villadsen valgt med 91 stemmer mod 81 stemmer til modkandidaten. Den afgående formand, Orla Petersen, pegede på Jan Villadsen som sin efterfølger.
I Byggegruppen var der en god debat omkring østarbejdere, fortæller Thorkil Jansen, formand for stilladsarbejderklubben i Århus. Han rejste også dette spørgsmål på hovedkongressen og er meget tilfreds med gruppens beslutninger.
- Det blev slået fast, at vi skal satse meget på at løse problemerne sammen med folkene på arbejdspladsen. Og vi skal bruge erfaringerne fra Sluseholmen i København, siger han til Arbejderen.
I gruppen var der også kampvalg til de to hovedbestyrelsesposter, hvor der var tre kandidater. Her var der genvalg til Henrik Lippert fra Bygge- Jord og Miljøarbejdernes fagforening i København og nyvalg til Tue Tortzen fra 3F Frederiksborg.

Strategi for hotelområdet
Også Jan Mathisen, næstformand i Hotel- og Restauration i København, er tilfreds med konferencens diskussioner i Den Private Servicegruppe.
- Vi havde en god og fremadrettet diskussion af denne branches særlige problemer med mange indvandrere, mange deltidsansatte, lav løn og arbejdsforhold, hvor mange medlemmer bliver snydt, siger Jan Mathisen til Arbejderen.
- Og så besluttede vi at tage den udfordring op, som Poul Erik nævnte i sin beretning, nemlig at lave en strategi for hotelområdet.
I gruppen gik Lillian Knudsen af og blev efterfulgt af Tina Møller Madsen


Jens Hammer, fællestillidsrepræsentant Peterson (Neopac) Randers:
- Beretningen peger på mange rigtige elementer i forbundets fremtidige arbejde - ulighed, sundhed, uddannelse mm. Jeg savner blot nogle mere konkrete bud på, hvordan det skal foregå.
- Debatten om erfaringerne fra OK er en af de vigtigste. Nu blev den dysset ned på kongressen, men heldigvis har vi haft den på gruppekonferencen i Industrigruppen. Her var den speciel vigtig, fordi vi tillidsfolk blev beskyldt for ikke at have forstået indholdet og derfor havde anbefalet kollegerne at stemme nej.
- Der bliver givet 117 forklaringer på, hvorfor vi mister medlemmer. Jeg tror, det er meget enkelt. Da fagbevægelsen startede, brugte man 90 procent af kræfterne på organisering. Der er kun én vej. Afdelingerne skal op af stolene, ud på arbejdspladserne og tegne overenskomster.

Joan Ågot Pedersen, faglig sekretær 3F Rymarken:
- Det har været en spændende kongres, og jeg synes det er meget positivt, at forbundet tager politisk stilling til uligheden i vores samfund. 3F er de lavestlønnedes forbund. Selv de faglærte fra min egen branche (RBF) er ikke højtlønnede.
- For os i RBF er alt nyt. Kongressen har i nogle situationer virket indforstået. Der er mange gange blevet sagt 'sådan plejer vi at gøre'. Men i virkeligheden er det et helt nyt forbund for os alle, både dem der kommer fra SiD, KAD og RBF. Det er nyt forbund, som vi alle kan være med til at sætte vores præg på. Det er spændende.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland