Det er et stort problem at vikarbureauerne ikke kender overenskomsterne og i øvrigt ofte snyder vikarerne, siger Ole Pihl Marcussen, daglig leder af Jobvikar
Jobvikar er et anderledes vikarbureau. Det ses blandt andet af, at formålet med bureauet er at få folk i arbejde. Jobvikar skal heller ikke genere overskud, men først og fremmest løbe rundt.
Jobvikar er et anpartsselskab, ejet af 3F Billund, 3F Sønderborg, 3F Varde og 3F Vojens.
- Det er selvfølgelig et paradoks at vi går ind for fast ansættelse, siger Ole Pihl Marcussen, 'direktør' for Jobvikar og smiler.
Jeg fanger ham i en pause under 3F`s kongres i Aalborg og han forklarer entusiastisk om det nye tilbud, som blev etableret 1. januar og gik i luften 1. april.
- Selv om det her ikke er en traditionel opgave for fagbevægelsen, så ser vi det som endnu et tilbud på hylderne. Vikarbranchen er utrolig broget - pænt sagt. Det er et stort problem, at de ikke kender overenskomsterne og i øvrigt ofte snyder vikarerne. Vores fordel er, at vi kender overenskomsten, vi kender branchen, vi hjælper vores vikarer og vi har de rigtige arbejdspladser, som vi formidler arbejdskraft til, understreger han.
Normalt har vikarbureauerne en aftale med arbejdsgiverne om, at de ikke må fastansætte vikarerne de første 13 uger. Sådan gør Jobvikar ikke.
- Nej, i princippet kan virksomhederne ansætte vores folk fra første time. Vi synes det er rigtig godt, hvis de gør det, forklarer Ole Marcussen.
Derudover vil bureauet gerne sikre, at vikarerne bliver behandlet ordentligt på de virksomheder, hvor de kommer ud.
- Og det gør de ikke altid. De bliver ofte behandlet som B-mennesker og det er ikke rimeligt. Det skal vi være med til bekæmpe.
Men vikarerne har også andre problemer. For eksempel at få uddannelse. Også det vil Jobvikar gerne gøre noget ved.
De vikarer, som er tilknyttet bureauet, kommer hovedsagelig fra 3F, men det er ikke et krav, at man skal være medlem.
- Nej, det er det ikke. Hvis de ikke er medlem, ser vi dem som kommende medlemmer. I sommers brugte vi også studerende som buffer. De fik også en snak om fagbevægelsen, på den måde forsøger vi at bruge det som et fremstød for 3F, fortæller direktøren.
Jobvikar er i dag det eneste vikarbureau, som lokale 3F-afdelinger har taget initiativ til. Men en del andre afdelinger følger interesseret erfaringerne.
- Og vi deler meget gerne ud af vores erfaringer, dem behøver vi ikke alle sammen at gøre, slutter Ole Pihl Marcussen.
Læs mere på www.jobvikar.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278