Et flertal i Roskildes Byråd har besluttet at hæve skatten for at rette op på mange års underbudgettering. Dermed risikerer de Thors hammer
I Roskilde Kommune skal ældreplejen have et løft, daginstitutionerne får en bedre normering og skolerne bliver renoveret. Det er hovedtrækkene i det budgetforlig, der er indgået i den venstre side af byrådssalen.
Til gengæld for forbedringerne sættes kommuneskatten og grundskylden op. Forliget bliver kaldt et kommunalt oprør mod skattestoppet og serviceloftet. Oprøret består i, at forliget bryder med den rammeaftale Kommunernes Landsforening (KL) har indgået med regeringen.
Dermed risikerer kommunen Thor Petersens straf. Han truer med at inddrage overskuddet fra skattestigningerne - i kommunerne kaldet 'Thors hammer'.
Retter op
Den risiko er man i Roskilde villig til at løbe. Borgmester Poul Lindor Nielsen (S) har de mulige konsekvenser under skarp observation, siger han til Arbejderen.
- Vi ønsker med budgetforliget at understrege det kommunale selvstyre og vi gør det, fordi vi vil det serviceniveau, der ligger i forslaget.
De offentlige ansatte ser frem til bedre arbejdsforhold. Ifølge fagforeningen FOA kommer det til at betyde meget for deres medlemmer i ældreplejen, der er meget hårdt pressede. De får nu bedre arbejdsforhold og skal ikke løbe helt så stærkt.
- Det er selvfølgelig kedeligt, at skatten kommer til at stige, men vi har ikke hørt et pip fra vores medlemmer imod skattestigningen, siger formand for FOA i Roskilde, John Jensen, til Arbejderen.
John Jensen betragter skattestigningerne som nødvendige, hvis ikke servicen i ældreplejen og i daginstitutionerne skal blive dårligere.
- Det er det her, kommunen har haft brug for i mange år. Der er blevet underbudgetteret på ældreområdet, og det rettes der nu op på, forklarer John Jensen.
Thors hammer
Det er dog ikke sikkert, at Roskilde Kommune får lov at føre deres plan ud i livet. Rammeaftalen mellem KL og regeringen gør, at kommunerne højst må hæve skatterne med 750 millioner tilsammen.
Som de kommunale budgetforhandlinger skrider frem, ser det ud til, at kommuner vil hæve skatten med op til to milliarder. Det har fået Thor Petersen til at true med at fratage kommunerne de midler, som kommer ind via skattestigningerne.
- Det er endnu et angreb på det kommunale selvstyre, men angrebet må tages alvorligt, da han har et folketingsflertal bag sig, siger Poul Lindor Nielsen.
Enhedslisten tager ligeledes afstand fra truslen.
- Han forsøger at sabotere det forsøg, mange hårdtarbejdende lokalpolitikere gør for at genoprette velfærden. Det vil vi naturligvis gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forhindre, siger Christian Holtet, der er Enhedslistens repræsentant i byrådet til Arbejderen.
Borgmester Poul Lindor Nielsen kalder det stærkt bekymrende, at det kun er den ene part, der har sanktionsmuligheder. Regeringen kan straffe kommunerne, men ikke omvendt. Det passer sig ikke i et retssamfund, mener han.
- I øvrigt er det stærkt bekymrende at straffen for ikke at overholde de indgåede aftaler ikke kendes, slutter han.
Ulige magtbalance
Enhedslistens Christian Holtet kritiserer ligeledes den ulige magtbalance mellem regeringen og kommunerne:
- Kommunerne er bare et nedskæringsredskab for regeringen, og det skal borgmestrene ikke blive ved med at finde sig i. De bør kræve en forklaring fra Thor Petersen på, hvordan han kan give skattelettelser, når de bliver nødt til at fyre pædagoger.
Han opfordrer til et kommunalt oprør, der kan lægge pres på regeringen og få dem til at ændre linie.
- Vores budget er bare en del af et kommunalt oprør, men jeg håber da, det kan blive en katalysator. Hvis de kommuner, der hæver skatten, bliver straffet, kommer der skarpe reaktioner mod regeringen, spår Christian Holtet.
Poul Lindor Nielsen siger til Arbejderen, at forligskredsen vil vurdere, hvilke konsekvenser Thor Petersens udmelding vil få for budgetforliget. Han har tidligere meldt om stor opbakning til bruddet med skattestoppet i sit socialdemokratiske bagland.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278