15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagplejen går til i stress

Dagplejen går til i stress

Torsdag, 27. september, 2007, 00:00:00

Over halvdelen af dagplejepædagogerne overvejer at droppe jobbet på grund af øget arbejdspres efter kommunalreformen. Der skal handles nu, siger FOA

Over halvdelen af landets dagplejepædagoger må droppe spisepausen en eller flere gange om ugen for at nå arbejdet. Og det er alligevel ikke nok, for halvdelen må også tage overarbejde.
Af samme grund overvejer mere end halvdelen af kommunernes godt 1000 dagplejepædagoger at kvitte jobbet. 100 - næsten hver tiende - har allerede gjort det.
Det viser en undersøgelse, som blev offentliggjort tirsdag i forbindelse med dagplejepædagogernes årsmøde
Kommunalreformen bærer en stor del af skylden, mener dagplejepædagogerne. Kun fire procent svarer nej til, at 'kommunalreformen har betydet, at vi har måttet knokle ekstra i lang tid'.
Kommunesammenlægningerne har også ødelagt en stor del af de faglige netværk, som dagplejepædagogerne havde opbygget.
- Situationen er helt uholdbar, og der må gribes ind nu, inden det går helt galt, siger Jacob Sølvhøj, sektorformand for fagforbundet FOA`s pædagogiske sektor, som blandt andet organiserer dagplejere, dagplejepædagoger og dagplejeledere.
Dagplejepædagogerne tager sig af tilsyn og vejledning i dagplejen, pædagogiske opgaver i legestuer med mere, samt kurser for dagplejere.
Eller sådan
burde det være. Men virkeligheden halter. For dagplejepædagogerne bruger mindre og mindre tid på disse kerneopgaver.
Sammenlignet med en tilsvarene undersøgelse fra 1998 er tiden til kerneopgaverne faldet fra 55 til 49 procent af en dagplejepædagogs arbejdstid. De administrative opgaver er vokset tilsvarende.
- Det betyder, at der er blevet 12 procent mindre tid til dagplejepædagogernes vigtigste opgaver. Vi kan se, at det især er i den femtedel af kommunerne, hvor dagplejepædagogerne hver har ansvaret for tilsynet med over 100 børn, at den er gal, forklarer Jacob Sølvhøj.
Dagplejepædagogerne ønsker derfor spørgsmålet om normeringerne med i de overenskomstforhandlinger, der snart starter op.
- Det er der jo ikke tradition for, men vi vil selvfølgelig bringe spørgsmålet op. Samtidig er jeg sikker på, at vores afdelinger har et vågent øje til de igangværende budgetforhandlinger i kommunerne. Jeg ved, at der allerede har været protester i Kolding, hvor man overvejer nedskæringer på området, siger Jacob Sølvhøj til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland