04 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Demonstration mod EU-direktiv

Demonstration mod EU-direktiv

Fredag, 28. september, 2007, 00:00:00

Mandag demonstrerer postbude-organisationer fra hele EU mod vedtagelsen af et EU-direktiv om liberalisering af landenes postvæsener. Danmark stemmer ja.

'Stop direktivet om total liberalisering af posttjenesterne!'
Under denne parole indkalder en lang række fagforeninger, lokalpolitikere og EU-parlamentarikere til demonstration i Luxembourg på mandag.
Her vil EU`s transport-, tele- og energiministre stemme om og måske endeligt vedtage at totalliberalisere EU-landenes postvæsener senest med udgangen af 2010.
Det vil føre til stigende priser, dårligere service, løndumping, samt forvandle faste arbejdspladser til løsarbejderjob, frygter arrangørerne.
De peger på, at to tidligere EU-liberaliseringer har kostet 250.000 postarbejdere jobbet.
Det gør dog ikke indtryk i Danmark. I går fik transport- og energiminister Jacob Axel Nielsen (K) grønt lys fra et flertal i Folketingets Europaudvalg til at sige ja til det 3. Postdirektiv, der endegyldigt liberaliserer EU`s post-marked.
Bliver det vedtaget må Post Danmark ikke længere alene stå for udbringning af breve under 50 gram. En ret, som Post Danmark har haft mod til gengæld at sikre udbringning i hele landet til samme pris.
- Det var kun os, SF og Dansk Folkeparti, der stemte imod mandatet, oplyser Jørgen Arbo-Bæhr, medlem af Folketinget for Enhedslisten.
Ifølge regeringen vil postliberaliseringen føre til lavere priser og flere arbejdspladser. Men Enhedslisten frygter, at den tværtimod vil føre til, at private selskaber overtager alle 'godbidderne' i landets store byer.
Det giver enten højere priser for at få bragt post ud i landområderne, eller også må skatteyderne punge ud med statsstøtte til gengæld for, at postvirksomhederne vil levere til samme pris over hele landet, vurderer Jørgen Arbo Bæhr.
- Ministeren nægtede på udvalgsmødet at komme med nogen som helst garanti for forsyningssikkerheden og for ens priser. I Storbritannien, hvor man allerede har gennemført en total liberalisering, koster det skatteyderne årligt en milliard pund - omkring 11 millioner kroner, at opretholde forsyningssikkerheden og ens priser, siger Jørgen Arbo-Bæhr til Arbejderen.
I Danmark har regeringen på forhånd afvist, at statsstøtte kan komme på tale for at sikre ens priser.
Tilbage står de forslag, som Konkurrencestyrelsen har fremsat: enten at indføre højere priser for postudbringning på landet - eller bruge EU-direktivets mulighed for at nøjes med postombæring i de tynde områder fem dage i stedet for som nu seks af ugens dage.
Forbundet 3F, der organiserer de danske postbude, deltager ikke i demonstrationen i Luxembourg. Men 3F har deltaget i tidligere demonstrationer, og er fortsat modstander af post-liberaliseringen, understreger sekretariatsleder Lars Lyngse overfor Arbejderen.
- Det har vi været lige siden 1991, hvor det første direktivforslag om at liberalisere postvæsenerne blev fremsat. Og det er vi fortsat, selv om det nu ser ud til, at det kun er lykkedes for os at forhale liberaliseringen, siger Lars Lyngse, der også er formand for Nordisk Post Union og med i ledelsen af den internationale postunion UNI Post & Logistics.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland