15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En T-shirt for friheden

En T-shirt for friheden

Fredag, 28. september, 2007, 00:00:00

177 gram bomuld og en teskefuld farvestof er blevet frontlinjen mellem terrorisme og befrielseskamp

Solen lyser Rådhuspladsen op denne torsdag formiddag i september. De to guldfigurer glimter i lyset fra Rextårnet. Dannebrog vifter dovent fra Tivolis hovedindgang, da dommer Ulrik Stage-Nielsen træder ind i Københavns Byrets retssal 36.
Langs vinduerne mod pladsen står en kæmpe skranke. Overfor sidder syv personer i nogle små båse, der ligner Legoklodser. Det er de tiltalte.
De to forsvarere sidder ved et lille bord mellem skranke og båse. Bag dem har 30-35 tilhørere mast sig på plads i to rækker på umage stole. Stemningen er afslappet.
Alle rejser sig, mens dommeren tager plads i skranken med sine to domsmænd og en retsstenograf. Sagen kan begynde.
En yngre sortklædt kvinde begynder at tale. Hendes stemme er skarp og tydelig, mens hun læser op af en bunke papirer. Ordet 'terror' gentages igen og igen. Undervejs fremviser hun to bluser i bomuld. Tilhørerne mumler et øjeblik ophidset. Der er de - de to T-shirts og årsagen til denne retssag.

Nu er det nok
De er fra tøjfirmaet Fighters + Lovers, som for 20 måneder siden lancerede en ny kollektion af T-shirts, der sælges fra firmaets hjemmeside. For hver solgt T-shirt går 37 kroner til den colombianske oprørsbevægelse FARC eller den palæstinensiske organisation PFLP, der begge er på USA`s og EU`s terrorliste. Pengene skal gå til et trykkeri i Palæstina og en radiostation i Colombia.
Efter pres fra Venstres Ungdom, Dansk Folkeparti og Colombias udenrigsminister, sigtes i marts 2007 syv personer for overtrædelse af Terrorlovens paragraf 114 a, stk. 2. Den forbyder at indsamle midler til en organisation, der 'har begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af Terrorlovens paragraf 114.'

Med åben pande
I retssalen er afhøringen af tøjfirmaets direktør gået i gang. Michael Schølardt fortæller, at han ved flere lejligheder har diskuteret med ligesindede, hvad man kan gøre ved det angreb på retsorden, der efter hans mening finder sted.
Han kalder terrorloven for en gang lovsjusk og et angreb på den liberale retsopfattelse. Efter et møde på Institut for Menneskerettigheder i 2005 beslutter han sig for at sætte fokus på hele diskussionen om terrorisme i Danmark.
Han forklarer valget af FARC med, at 'Colombia er verdens mest bestialske regime'. Valget af PFLP skyldes dels, at konflikten i Palæstina er almindelig kendt, dels at situationen er blevet meget værre efter 11. september-angrebet i USA.
Undervejs forsøger anklageren at mistænkeliggøre firmaets motiver, men Michael Schølardt er urokkelig.
- Alt hvad vi har gjort, har vi gjort med åben pande, siger han, da anklageren vil bore i en aflyttet telefonsamtale om en returadresse. Han bliver direkte irriteret, da hun vil vide, hvor pengene til at fremstille T-shirts`ene kommer fra.
- Du har ikke forstået noget af det hele, lyder det tørt fra Michael Schølardt.
Hans forsvarsadvokat Helle Jessen vil vide, hvordan de har tænkt sig at give pengene til de to organisationer. Han fortæller, at det har de ikke planlagt nøjere. Der foresvæver dem noget med, at man kan smugle trykkeriet i små stumper ind i Betlehem, der styres af en PFLP-valgt 74-årig kristen borgmester.

Anklagerens mareridt
Af de syv sigtede har de tre bedt om at være anonyme. Med Michael Schølardts ord:
- Nogle er blevet truet med fyring. Nogle er blevet fyret. Det værste er nok nazisterne. PET er jo mere høflige, når de kommer på besøg.
Den unge pige er fast i mælet, da hun besvarer anklagerens spørgsmål. De tegner et mønster: Hvad har du lavet, hvem kendte du i forvejen, vidste du at organisationerne stod på EU`s terrorliste, ved du hvor pengene til produktionen kom fra og hvad de skulle bruges til. Og ikke mindst: Hvordan definerer du terror?
Anklageren taler om kidnapning og selvmordsbomber. Den sigtede om dødspatruljer, statsterror, likvidering af oppositionspolitikere, fagforeningsfolk, præster, advokater, journalister og statslige skræmmekampagner.
Det er som om der eksisterer to parallelle universer side om side. Anklagerens og de sigtedes.
- Terror skal indgå i en kontekst, siger hun bestemt, og fremhæver i stedet de to organisationers kulturelle og sociale indsats.

En god måde
Firmaets PR- og idémand, Bobby Schultz, er journalist og hedder noget helt andet. Da anklageren ironisere over, at han bruger dæknavn, protesterer forsvarsadvokaten, Thorkild Høyer. Men Bobby er helt cool.
- Hvis regimet i Colombia kendte mit rigtige navn, kan det gå ud over de kolleger, jeg samarbejdede med i landet, da jeg lavede mine dokumentarfilm, forklarer han.
Han deltog i 2005 i et møde i København, arrangeret af det internationale journalistforbund, om ytringsfrihed. Her advarede formanden Aiden White, og den nu myrdede russiske journalist Anna Politkovskaya mod udviklingen. Det havde inspireret ham til at gå med i Fighters + Lovers.
- Det virkede som en rigtig god måde at sætte fokus på forskellen mellem terrorisme og væbnet modstandskamp, forklarer han dommeren. Han fortsætter:
- Demokrati er ikke noget værd, hvis man ikke bruger det. Jeg deler ikke regeringens opfattelse af, hvem der er god og hvem der er ond.
Så er der frokostpause.

Pølser for frihed
Endnu en sigtet afhøres. Hans eneste tilknytning til firmaet er, at han har lagt hjemmesiden på en server. Til gengæld er han god for en dybdeborende historisk analyse af de to organisationers opståen, berettigelse og formål.
Anklageren glipper undervejs med øjnene. Hun lytter fraværende til mandens ordstrøm.
Så er der straks mere krudt i næste sigtede, som er den københavnske pølsemand Preben Mikkelsen.
- Michael spurgte, om jeg ville sætte et par fotos op af de der T-shirts, fortæller han. Han fortsætter:
- Det gjorde jeg så, for jeg støtter alt hvad der er undertrykt. Jeg købte også en T-shirt selv og havde på i pølsevognen.
- Den må da være lavet i XXXL, lyder det tørt fra forsvarsadvokat Thorkild Høyer.
- Ja, det blev de da nødt til, replicerer pølse-Preben.
De to domsmænd smiler diskret.

7-0 til de sigtede
Resten er rutine. De to sidste tiltalte er et par unge aktivister, der har hjulpet med at pakke og sende varerne. Anklageren slår over på automatpilot. Begge afhøringer er overstået på en lille halv time.
Bagefter mødes de syv tiltalte med deres venner til et pressemøde på Rådhuspladsen. Fra en varevogn drøner sydamerikansk protest-rock. Der uddeles blomster til de syv. Der holdes taler.
Preben Pølsemand får det sidste ord.
- Michael sagde lige før, at det stod 2-0 til os efter dette første møde. Det tror jeg ikke på. Næh, venner - det står 7-0!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland