Det giver en følelse af sammenhold, når vi demonstrerer, siger social- og sundhedsarbejder, som var med til at demonstrere i går
Tirsdag den 2. oktober står i velfærdens tegn. I mindst otte byer i Danmark kræver tusinder af arbejdere og studerende stop for privatiseringer og skattelettelser og flere penge til løn og hænder i den offentlige sektor.
Dagen begynder allerede klokken syv for Maja Hjorth, som er social- og sundhedshjælper i Tårnby Kommunes hjemmepleje. På halvanden time har hun nået at besøge otte ældre for at kunne deltage i social- og sundhedsarbejdernes spontane demonstration klokken 11 på Københavns Rådhusplads.
Resten af dagen kører hjemmeplejen i nødberedskab, og Maja Hjorth har ringet rundt til de ældre, som ikke får besøg af hende.
- De bakker os fuldstændig op. Jeg har ikke talt med en eneste, der ikke har ønsket os god kamp, siger hun til Arbejderen.
En følelse af sammenhold
Maja Hjorth er en af de godt 500 social- og sundhedsarbejdere, som mødes på Rådhuspladsen allerede klokken 11 for at følges ad til de store velfærdsdemonstrationer senere på dagen foran Christiansborg.
2. oktober er første gang, hun er med til at demonstrere for bedre løn- og arbejdsforhold.
- Det giver en helt anden følelse af sammenhold at gå her sammen, end når vi bare sidder og diskuterer, hvad vi er utilfredse med ude på pladserne, konstaterer hun i demonstrationstoget på vej mod slotspladsen.
Utilfredsheden i hjemmeplejen er ikke stilnet af, siden de store strejker før sommerferien. For hver dag mærkes nedskæringerne stadig tydeligere, fortæller Maja Hjort.
- Vi har ikke haft en lokal leder i flere uger nu. Der er tre ledere der har sagt op, og så har de taget vores, fordi vores team fungerer godt nok til at klare sig selv, siger hun hovedrystende.
- Jeg tvivler på, at en ny regering er nok til at ændre på det. Jeg tror, at der skal en helt ny politik til, fastslår Maja Hjorth.
Social- og sundhedsarbejderne demonstrerer for at få hævet deres grundløn. De håber, deres kamp vil bære frugt til forårets overenskomstforhandlinger.
- Men jeg kan godt blive i tvivl. Nogle gange føles det som om, hele Danmark står og råber ind i ansigtet på politikerne, at det ikke går, hvis de bliver ved med deres nedskæringer, uden at de hører noget, siger Maja Hjorth.
Hun og kollegerne er sammen nået ind foran Christiansborg. Gruppen af social- og sundhedsarbejdere fylder ikke meget på den mægtige slotsplads.
- Man føler sig meget lille og magtesløs. Nu glæder jeg mig til vi bliver mange tusinde flere i eftermiddag, siger Maja Hjorth.
Startskud til OK
Maja Hjorth er medlem af forbundet FOA, som sammen med resten af fagbevægelsen og ungdommens organisationer står bag gårsdagens store demonstration på Christiansborg Slotsplads.
- I dag kan vi vise, at vi har et stærkt fællesskab om vores lønkrav. Både vi, der er offentligt ansatte, og de, der er brugere af den offentlige sektor. Det er altafgørende i velfærdskampen, siger Jakob Bang, forbundssekretær i FOA, til Arbejderen.
De store demonstrationer over hele landet er samtidig startskuddet til overenskomstkampen for de offentligt ansattes lønninger. Derfor har FOA inviteret til kæmpe lønfest for sine medlemmer efter demonstrationen i København med musik og mad.
- Vi kalder det lønfest, for det har vores medlemmer fortjent, og det vil vi kæmpe for, at de også kan fejre, når overenskomstforhandlingerne er slut til februar, lover Jakob Bang, der skal lede lønforhandlingerne for FOA.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278