Eleverne på 30 gymnasier samt studerende på Københavns Universitet og Blågårdens Lærer-seminarium blokerede deres uddannelsessted fra morgenstunden
- Desværre, du kan ikke komme ind. Universitetet er nedskæringsramt.
Den besked mødte de lærere og studerende ved Samfundsvidenskab på Københavns Universitet, der i går morges forsøgte at komme igennem den blokerede hovedindgang. I stedet var der oprettet et nedskæringsfrit universitet.
Her blev der afholdt stormøde, hvor de studerende diskuterede nedskæringerne og hvordan kampen mod nedskæringerne skal gribes an efter 2. oktober. Efterfølgende tog de samlet til den store uddannelsesdemonstration på Rådhuspladsen.
På Blågårdens Seminarium havde 30 studerende overnattet, for at kunne blokere skolen klokken syv i går morges. I løbet af dagen blev der malet bannere og skrevet læserbreve, hvorefter de studerende fulgtes i cykeldemonstration til Rådhuspladsen.
- Der har været stor gejst omkring projektet. Det er tydeligt, at folk har behov for at vise omverdenen, og ikke mindst politikerne, at forholdene på læreruddannelsen er for dårlige, siger talsperson for de aktionerende på Blågårdens Seminarium, Rasmus Rex Iversen.
I resten af landet var det gymnasieeleverne, der stod for blokaderne. 30 gymnasier, en enkelt handelsskole og en erhvervsskole nedlagde undervisningen og spærrede lærerne inde eller lukkede dem ude.
Et af gymnasierne var Maribo Gymnasium på Lolland. De blokerede skolen både mandag og tirsdag og 60 elever tog turen til København i går for at deltage i demonstrationen.
- Blokaden er gået rigtig godt i dag, vi har fået en støtteerklæring fra vores lærere og vi har demonstreret på Maribo Torv, fortæller Sofie Buch Høyer fra Maribo Gymnasium til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278