Kommuner tvivler på Foghs løfter, og protesterer over at regeringen vil beholde deres penge i op til fem år som modregning for brud på udgifts- og skattestop
Om kort tid vil indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremlægge et lovforslag, der vil forlænge indefrysningen af 6,5 milliarder kroner af kommunernes penge.
Kommunerne gik efter pres fra regeringen med til at indefryse de 6,5 milliarder i statskassen forud for kommunalreformen.
De skulle være kommet til udbetaling 1. januar 2007, men Kommunernes Landsforening (KL) gik med til først et års udsættelse, og senere at kommunernes penge i stedet bliver udbetalt i tre lige store rater over de næste tre år.
Hvad KL ikke gik med til, og som landsforeningen nu protestere højlydt over, er at regeringen ifølge det bebudede lovforslag vil indefryse pengene i op til fem år for kommuner, er ikke til punkt og prikke overholder regeringens stramme skatte- og udgiftsstop.
- Det undrer mig dybt, at KL er gået med til at opsige den gamle aftale, som ellers kunne have betydet, at kommunerne ville have lidt flere penge til de absolut nødvendige kvalitetsforbedringer, siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
Kommunernes Landsforening advarer også kommunerne imod, at de lægger budget efter de løfter, regeringen har givet i sommerens trepartsaftale med kommuner, regioner og de faglige organisationer.
Det sidste forstår Dennis Kristensen godt.
- Kommunerne skal jo have sikkerhed for, at de får pengene, så de ikke selv kommer til at hænge på udgifterne i trepartsaftalen, siger han til Arbejderen.
Alligevel tror FOA-formanden på, at regeringen selvfølgelig vil opfylde alle løfterne
- Ja det gør jeg sandt for dyden! Jeg forventer, at hver eneste krone kommer ud i kommunerne, understreger Dennis Kristensen.
En del af pengene i trepartsaftalen skal gå til de kommende overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte. Det gælder for eksempel oprettelse af voksenlærepladser og særlige seniorjob, samt konvertering af deltid til fuldtid.
- Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis kommunerne får pengene. Og hvis regeringen ikke vil slippe dem, så er alle forudsætninger for de indgåede aftaler brudt. Så er der kontant afregning, siger Dennis Kristensen
Om to uger skal alle kommunale budgetter være forhandlet på plads. Først derefter starter overenskomstforhandlingerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278