Ritt Bjerregaard inviterer de unge til møde, men afviser et ungdomshus på Grøndalsvænge 13. Politikerne har før ændret planer, lyder det fortrøstningsfuldt fra G13
Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard vil mødes med aktivisterne fra G13 i næste uge, hvis deres aktion for et nyt ungdomshus på Grøndalsvænge 13 i Vanløse i dag forløber fredeligt. Hun afviser imidlertid på forhånd overfor TV2 Lorry, at der er mulighed for et hus på netop den adresse.
- Det tror jeg ikke, at der er. Der er tale om en lokalplan ude på Grøndalsvænge Allé, og hele området er udset til billige boliger, lyder det fra Ritt Bjerregaard.
Lokalplanen er dog ikke endeligt vedtaget endnu. Arbejderen forsøgte i går forgæves at få Ritt Bjerregaard til at uddybe sine synspunkter. Men overborgmesterens pressechef meddelte, at hun ikke ville sige mere i sagen.
De unge er stadig fortrøstningsfulde.
- Vi har før set, at politikerne har ændret planer, så det tager vi ikke så tungt. Der er masser af plads til billige boliger i København, så det behøver ikke at være lige dér, siger Troels fra aktionsgruppen G13 til Arbejderen.
De unge har hele tiden lagt vægt på, at aktionen bliver fredelig, og i går meldte Københavns Politi, at Grøndalsvænge 13 ikke nødvendigvis vil blive forsvaret med magt. Det glæder aktivisterne.
- Det tolker vi som at politiet har indset, at et ungdomshus er en politisk opgave og ikke en politiopgave. Og at de kan se, at det vil se dumt ud, hvis de står og slår løs med knipler på en stor og farverig demonstration. Det kommer man ingen vegne med, mener Troels.
I går havde den konservative modstander af ungdomshuset Rasmus Jarlov inviteret G13 til et dialogmøde, hvor han selv og to andre utilfredse naboer ville dukke op. G13 indvilligede, men ønskede også deltagelse fra to positivt stemte naboer. Det sagde Beboergruppen for et Ungdomshus i Nordvest ja til.
- Vi vil rigtig gerne deltage. Det er en god idé at tale med de naboer, der er bekymrede. Vi synes også stadig, at det er en god idé med et ungdomshus i vores kvarter, siger talskvinde for Beboergruppen Helene Hansen til Arbejderen.
Det var ved redaktionens afslutning usikkert, om mødet ville blive afholdt. Rasmus Jarlov var ikke interesseret i deltagelse fra Beboergruppen, og da det oprindelige mødested ikke kunne anvendes, foreslog Rasmus Jarlov sit private hjem i stedet, hvilket både G13 og Beboergruppen afviste.
- Det skal være på neutral grund, påpeger Helene Hansen.
G13`s demonstration starter i dag foran Nørrebrohallen klokken 13 og fortsætter mod Grøndalsvænge med masser af højttalervogne, dj`s og folkekøkken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278