15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danske leoparder til Afghanistan

Danske leoparder til Afghanistan

Tirsdag, 09. oktober, 2007, 00:00:00

I dag foreslår regeringen at sende fire Leopard-kampvogne og tyve flere soldater til Afghanistan. Flertallet er sikret på forhånd

Efter endnu to unge danske soldaters død i Afghanistan i forrige uge foreslår regeringen i dag at forstærke den danske styrke i landet.
Det drejer sig om fire kampvogne af typen Leopard 2A5 samt tyve soldater, hvilket vil bringe styrkens antal op på 560. Det er første gang, at danskerne i landet får så stor ildkraft til rådighed.
Beslutningen om udsendingen af kampvogne og soldater tages i Folketinget den 23. oktober og udføres en uge senere. Forslaget har i forvejen opbakning fra alle Folketingets partier undtagen SF og Enhedslisten.
Også Kommunistisk Parti er imod forstærkningen af den danske besættelsesstyrke.
- Det vil blot give den danske regering endnu større politisk medansvar for forbrydelserne mod det afghanske folk. Jo stærkere våben, jo større udrustning, jo flere dræbte afghanere vil man få på samvittigheden. De sidste dages begivenheder viser også, at de danske soldater i stigende omfang bliver mål i krigen, siger partiets formand, Jørgen Petersen, til Arbejderen.
Volden i Afghanistan er steget med næsten 30 procent i år, og der sker i gennemsnit 550 voldelige hændelser hver måned. Mindst 5086 er blevet dræbt i år, viser en opgørelse fra nyhedsbureauet AFP. Ofrene er primært civile afghanere.
NATO-styrkerne dræbte i lørdags tre civile i to separate episoder, hvor afghanerne ikke fulgte soldaternes ordrer om at give sig til kende.
Samme dag, som var seks-årsdagen for den amerikanske invasion af Afghanistan, blev også seks dræbt af en bombe i hovedstaden Kabul. Bomben var rettet mod en konvoj med amerikanske soldater. Ifølge NATO`s ISAF-styrke blev en amerikansk soldat og fem civile afghanere dræbt.
De danske forstærkninger skal til det mest urolige område af landet, den sydlige Helmand-provins, hvor den danske styrke i øjeblikket deltager i en britisk ledet operation.
Så sent som i søndags blev to danske soldater lettere såret ved en eksplosion i den centrale del af provinsen, og de to soldaters død for knap to uger siden skete i samme område.
Siden krigens begyndelse i 2001 er Helmand-provinsen samtidig blevet verdens største narkotikaproducent. I år er produktionen af opiumsvalmuer i følge FN steget med hele 57 procent.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland