Da bibliotekar Jacob Kobbernagel aftaler med sin ven Ole at gå til livekoncert i Stengade 30 på Nørrebro, aner han ikke, hvad der venter ham. Her er hans historie

Det er en lidt spinkel korthåret mand, der dukker frem mellem bøgerne på Vesterbro Bibliotek. Han har sagt ja til at fortælle, hvad der skete den 3. marts lidt over klokken 1 om natten, da han blev anholdt af politiet.
Den skarpe efterårssol lyser reoler og bøger op i udlånssalen. Jacob Kobbernagel er på hjemmebane, for han er selv bibliotekar - ikke her men i Køge. Før det er han uddannet boghandler.
- Jeg ville godt have noget mere indhold end bare at lange bøger over disken, fortæller Jacob Kobbernagel. Ansigtet er lidt anspændt, som han sidder her bag et lille bord ved vinduet med en båndoptager foran sig.
- Det var en spændende uddannelse, og arbejdet er også godt. Det er meget med mennesker og indhold, siger han og smiler for første gang igennem med øjnene.

Det forkerte sted
Jacob Kobbernagels historie handler om at være på det forkerte sted det forkerte tidspunkt. Om at træffe de forkerte valg, som han skriver i sin egen beretning om de 12 dage i varetægtsfængsel, der drejede hans verden 180 grader rundt.
- Jeg gik til en psykolog bagefter, og hun lagde meget vægt på, at jeg skrev alt ned, jeg kunne huske fra det her. Det kunne jeg bruge i en retssag og så for mit eget bedste. Så kunne jeg altid gå tilbage og læse det. Det var en måde at bearbejde det på.
Jacob Kobbernagels store interesse er musik, og han går ofte til koncerter.
- Stengade er et godt sted. Der har jeg været mange gange, men jeg har aldrig været i Ungdomshuset. Det ærgrer mit lidt, for jeg har hørt, at de havde en god musikscene.
Hans holdning til urolighederne efter Ungdomshusets rydning er klar.
- Det er dybt forkasteligt, at man har brugt brosten og våben. Det er ikke min stil. På den anden side er det også vigtigt, at der er en ungdomskultur, der får lov til at blomstre op under nogle friere rammer, konstaterer han.
Ved midnat mellem torsdag og fredag var Jacob Kobbernagel sammen med vennen Ole havnet på Sankt Hans Torv. De har været til koncert i Stengade 30, på vej derfra blev de nysgerrige på grund af den høje musik, der brager fra torvet helt ud på Nørrebrogade.
De faldt ind i den folkefest, der havde udviklet sig efter en demonstration til fordel for Ungdomshuset. Der var samlet omkring 800-1000 mennesker.
- Vi ville have lidt at spise og måske en enkelt øl mere. Det hele virkede vældig fredeligt. Der var ingen optræk til ballade, og der holdt vist kun en enkelt politibil.
De besluttede sig for at gå over på den anden side af torvet, hvor der også ligger nogle cafeer. De standsede cirka midt på. Jacob Kobbernagel tegner en lille firkant med hænderne på bordet.
- Hvis Blegdamsvej er her, så stod den lille lastbil her med et musikanlæg på ladet. Der stod vi så og lyttede.

Knibtang 2
Hvad han og Ole og de andre ikke vidste var, at Københavns Politi var i gang med at afprøve sin nye 'knibtangsstrategi'. Dagen før var et halvt hundrede unge blevet anholdt i området omkring Nørrebrogade, Assistens Kirkegård, Fyensgade og Prinsesse Charlottes Gade. De kunne ikke komme væk, fordi politiet havde afspærret alle sidegader.
- Lige pludselig var der politibiler på alle indfaldsvejene. Vi blev selvfølgelig lidt nervøse, siger Jacob Kobbernagel og samler armene tæt ind til sig. Han husker, at de begyndte at gå op mod kirken, bort fra selve torvet.
Blegdamsvej var helt lukket. De overvejede at gå hen til afspærringerne og forsøge at komme ud, men gik i stedet tilbage til kirken.
- Vi tænkte, at dér ville vi være i sikkerhed. Fem minutter senere kom en masse demonstranter løbende forbi os og om bag kirken. Jeg syntes ikke vi skulle følge efter dem. Ole var begyndt at blive lidt desperat. Han ville væk - nu!
- Det syntes jeg ikke var en god idé, med alle de mennesker ude på gaden. Der var lidt uroligt, og folk løb rundt, så jeg havde det egentlig bedre på græsplænen ved kirken, fortæller Jacob Kobbernagel roligt. Øjnene er blevet lidt matte.

Blackout
Han har den dag i dag ikke styr på, hvad der så skete. Et gråt slør har sænket sig over selve anholdelsen. Han ved bare, at Ole gik, at han selv blev foran kirken, og at politiet kom stormende et halvt minut senere.
Han følte ikke selv, at han havde nogen grund til at flygte. I stedet forsøgte han at flytte sig fra de løbende betjente ved at klatre over en lav halvmur langs kirken.
- De hev mig ned fra muren og lagde mig på jorden. Jeg fik et kæmpechok, for jeg blev også slået med kniplen to-tre gange og begyndte at ryste...
Jacob Kobbernagel har nået det blinde punkt. Centrum i det der har plaget ham lige siden.
- Alt lige omkring det øjeblik, hvor politiet kom løbende, og jeg blev anholdt, det kan jeg ikke huske klart. Hvad der skete, rækkefølgen af hvordan og hvornår jeg blev slået. Var det, da jeg var på vej over muren, eller da de havde hevet mig ned fra den, spørger han sig selv endnu en gang.

I detentionen
Politiet anholdt i alt 17 personer. De blev bagbundet med plastikstrips og sat i to rækker foran kirken.
- Den ene række var dem, de havde noget på. Den anden række, hvor jeg sad, var der vist mere spørgsmålstegn ved. Ingen sagde, at vi var anholdt. Folk begyndte at spørge, men de fik intet svar. Vi sad bare der og ventede, indtil transportvognene kom.
De anholdte blev kørt til Bellahøj Station, hvor de blev anbragt i en lang gang. Chokket efter anholdelsen var ved at lægge sig, og blev erstattet af irritation over nogle af medfangerne.
- De råbte og skreg. Nogle var fulde og andre oprigtigt sure, men det hjalp jo ikke. Man sad jo bare og ventede. Nogle bad om at komme på toilettet men uden held, siger Jacob Kobbernagel. Han husker især en ung fyr, der virkelig skulle tisse, og som blev ved med at spørge uden at få lov
Endelig blev Jacob Kobbernagel ført ind til en politimand. Her afleverede han nøgler, pung og telefon. Han fik stadig ikke at vide, hvorfor han var anholdt. Bagefter fik han lov til at gå på toilettet. Her stod fyren fra før, der ikke måtte tisse.
- Han var fuldstændig opløst. Der stod han så og havde pisset i bukserne, fordi han ikke fik lov. Det er krænkende, kommer det stille fra Jacob Kobbernagel.

Afgjort på forhånd
- Bagefter var vi så fem fyre i det her lille rum på seks-otte kvadratmeter. Stemningen var overraskende afslappet og positiv. Vi var jo i samme båd, og alle følte, at det her var bunduretfærdigt. En af dem var en fotograf fra TV2. Han var en af de første, der blev sluppet ud, erindrer Jacob Kobbernagel om tiden i detentionen.
Hen på eftermiddagen skal han igen på toilettet.
- Der var ingen klokke, så vi skulle banke på døren, for at vagterne kunne høre os. Jeg måtte banke i 20 minutter, før der kom nogen. Så skældte han mig ud og sagde, at han havde hørt det.
Klokken syv om aftenen blev Jacob Kobbernagel endelig afhørt.
- En kontormand fortalte, hvad jeg var sigtet for. Så begyndte jeg at sige, at jeg var uskyldig, men han afbrød mig og sagde: 'Hej skal jeg skrive det her ned, eller vil du vente på din forsvarer'.
Jacob var meget i tvivl om, hvad han skulle. Ville det lyde som om han lige skulle finde på en eller anden historie, hvis han ventede? Han valgte at vente.
Fire timer senere: dommervagten på Nytorv. Her mødte de for første gang deres forsvarsadvokat, Hanne Rahbæk.
- Vi fik i alt en halv time til at fortælle hende vore historier. Kun en enkelt ville være alene med hende. Det viste sig, at han var skizofren.
Jacob Kobbernagel blev fremstillet for dommeren som den første i gruppen. Han husker at anklageren spurgte, om Stengade 30 samarbejdede med Ungdomshuset. Det vidste Jacob ikke noget om, og så var det forhør forbi.
- Da alle var færdige, så blev hammeren - Jacob Kobbernagel løfter den ene arm - så gik der to sekunder. Dommeren tænkte slet ikke over det. Han sagde bare '26 dages varetægtsfængsel' - som om det var besluttet på forhånd.
Det har Jacob Kobbernagel tænkt meget over siden. Han blev anklaget for, sammen med 15 andre, at have kastet med flasker, brosten, molotov-cocktails. Men intet bevis blev fremlagt - ingen fotos, ingen vidner, kun to linjer i en rapport. Og så at retssystemet efter 24 timer ikke fandt ud af, at han talte sandt.
- At jeg skulle sidde inde så lang tid. Det er noget, jeg ikke kan forstå. O.k. der var vildt tryk på og mange mennesker, men 26 dage... Jacob Kobbernagel ryster på hovedet, som om den del stadig ikke helt er på plads.

Angst og støtte
Efter fremstillingen i Dommervagten tænkte Jacob Kobbernagel for første gang på, hvad der vil ske med hans job som bibliotekar. Han tænkte også meget på, hvad hans familie vil sige.
Klokken tre om natten går turen til Vestre Fængsel i København. Her fik han en ny cellekammerat, Anders, og de to faldt snart i hak. De havde især musikken til fælles. Klokken otte om morgenen vågnede de for første gang op til fængselslivet.
- Da de kom med morgenmad, anede vi ikke, hvordan man gjorde. Så kostede fangevogterne rundt med os. Det var lidt ubehageligt.
Et par dage senere blev de overflyttet til Vridsløselille. Her var tonen anderledes positiv.
- De har en mere pædagogisk tilgang til fangerne. De tror på, at hvis man behandler folk ordentlig, så går det meget bedre. Det var nærmest befriende at komme ud til efter Vestre, smiler han skævt.
Mandag bragte godt bud. Landsretten nedsatte varetægtsfængslingen til 14 dage. De to fanger begyndte at vænne sig til fængslets rytme. Dagen efter fik Jacob Kobbernagel de første livstegn fra omverdenen.
- Jeg fik vist i alt 10-15 breve fra min chef og kollegerne på biblioteket. Det var helt vildt. De ville vidne til fordel for mig og alt muligt. Det var meget rart, for det med jobbet bekymrede mig virkeligt.
Også familien dukkede op. En ven havde set Jacob Kobbernagels billede i en avis, så inden længe var nyheden nået til forældrene i Skælskør.
- Min mor blev vist lidt sur først - 'hvad har han nu gang i' - men hun var selvfølgelig ked af det på mine vegne. Vi fik først talt sammen tirsdag eftermiddag, og det var utroligt befriende. I dagene før havde jeg ikke så meget trang til at ringe til dem. Det hele var sådan lidt...
Jacob Kobbernagel smiler svagt.

Bremset ytringsfrihed
Efter en uges tid fik Jacob og Anders besked på at pakke sammen. Turen gik tilbage til Vestre, og selv om personalet ikke ville sige noget, så vidste de begge at friheden ventede rundt om hjørnet.
Et par dage senere blev Jacob Kobbernagel sluppet ud. Klokken var fem om eftermiddagen.
- Det er en kæmpe befrielse. Man kan gå på toilettet, når man skal, og man kan gøre lige hvad man vil. Lige da jeg kom op til Enghavevej, var det sådan - tilbage til det pulserende liv... Trafikken, wauww - selv om det kun varede 12 dage.
Han ler lettet.
- Jeg har det godt, fordi tiltalen blev frafaldet, og jeg er i gang med at søge erstatning, siger Jacob Kobbernagel. Men han stoler ikke rigtigt mere på systemet.
- Det her var ikke min sag, men hvis der var noget der lå mig på sinde, så ville jeg i hvert fald tænke mig om en ekstra gang, inden jeg gik med i en demonstration - også selv om den var lovligt anmeldt. Det er en krænkelse af ytringsfriheden. Det bremser den, og det synes jeg er forkert.
Jacob Kobbernagel rejser sig langsomt. Han står og tøver lidt, før han hiver nogle papirer i plastiklomme op af sin taske. Det er den beretning, han skrev, da han gik til psykiater for at komme ovenpå igen.
- Jeg tænkte, at du måske har lyst til at læse den, siger han lidt forsigtigt, og lægger den lille bunke papirer på bordet.
Så rækker han hånden frem til afsked og forlader udlånssalen på Vesterbro Bibliotek. Udenfor venter efterårssolen - og et ganske almindeligt liv.

Sagen kort

Fredag den 2. marts 2007 klokken 22 begynder en lovlig anmeldt demonstration på Gammel Torv i Københavns indre by. Den er arrangeret til støtte for Ungdomshuset på Jagtvej 69, som morgenen før er blevet ryddet af Københavns Politi.
Demonstrationen går til Sankt Hans Torv på Nørrebro. Undervejs slutter mange mennesker sig til optoget. Fremme på pladsen udvikler det sig til en afslappet fest. Over 1000 mennesker hygger sig i den kølige nat til musik fra en lille lastvogn.
Ingen lægger mærke til, at politiet imens afspærrer alle veje til torvet med hollændervogne. Og kun de nærmeste kan høre, at demonstrationen opløses klokken 00.55. Straks efter angriber 60-70 betjente folk på pladsen med tåregas og hævede knipler.
17 anholdes. De sigtes for vold mod politiet, og holdes indespærret i to uger, inden de løslades. Politiet opgiver et halvt år senere alle sigtelser mod 16 af de 17.
Blandt dem er bibliotekar Jacob Kobbernagel fra Vesterbro i København. Arbejderen har talt med ham om anholdelsen, tiden i fængslet og hvad der siden skete.