Deltidsansatte ved den netbaserede it-virksomhed shg.dk i Århus slutter sig til konflikten om en overenskomst
De 18 lagerarbejdere, der siden 1. oktober har været i konflikt for at få deres arbejdsgiver til at underskrive en overenskomst med 3F, har fået følgeskab af nogle af de deltidsansatte.
- De vil lige så gerne have en overenskomst på virksomheden som de fuldtidsansatte, der hidtil har været omfattet af konflikten. De ønsker ikke at agere skrubrækkere, og de føler, at de i den nuværende situation bliver presset til overarbejde, fortæller Jan Sylvest Andersen, faglig sekretær i 3F Lager, Logistik og Byg i Århus.
Det er den netbaserede virksomhed shg.dk, der er konfliktramt. Virksomheden beskæftiger næsten 100 personer. Under 40 er ansat på fuld tid, mens resten er deltidsansatte eller fritidsjobbere.
Jan Sylvest Andersen har svært ved at genkende det billede, som direktør Thomas Falborg forsøger at give omverdenen af, at strejken ingen betydning får for kunderne. Han synes heller ikke virkeligheden stemmer overens med direktørens udtalelse til Arbejderen i mandags. Her sagde han, at der er 'nogle, der har skrevet til os, at de føler sig presset' til at konflikte.
Det overrasker også Peter Haldborg, talsperson for lagerarbejderne.
- Det kommer meget bag på mig, hvis det skulle være rigtigt. Vi er meget påpasselige med ikke at presse nogen til den her konflikt. Og det er helt klart mit indtryk, at der stadig er 100 procent opbakning, siger han til Arbejderen.
De meldinger, der når frem til de strejkende, tyder derimod på, at det er arbejdsgiveren, der er presset. Firmaet søger nye folk, de tilbageværende presses til overarbejde, og der flyttes folk fra andre afdelinger til lageret.
- Set udefra ser det ud som om der bliver pakket mindre end normalt. Enten får de færre ordrer, eller de kan ikke nå at pakke lige så meget, som vi plejer, bemærker Peter Haldborg.
De strejkende ligger da heller ikke på den lade side. De har oprettet en såkaldt blog på internettet, hvor de fortæller om baggrunden for konflikten. Folk kan også komme med deres kommentarer.
Det er der blandt andet en arbejdsgiver, der har benyttet sig af. Han råder Thomas Falborg til at behandle sine medarbejdere ordentligt, både når det angår løn og arbejdsforhold. Arbejdsgiverkollegaen mener, at de 700.000 kroner det vil koste årligt eksempelvis at give de ansatte 15 kroner mere i timen, hurtigt kan være tjent ind, fordi shg.dk risikerer at miste ordrer for et tilsvarende eller endda større beløb, hvis konflikten fortsætter.
Som det ser ud nu fortsætter strejken, lyder det fra Peter Haldborg.
- Hver eftermiddag står vi udenfor firmaet for at fortælle kunderne, hvorfor vi strejker. Og vi har besøgt gymnasier og handelsskoler for at gøre de studerende opmærksomme på, at de kan støtte os ved ikke at handle med shg, så længe der er konflikt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278