05 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enigt byråd i Randers forbedrer velfærd

Enigt byråd i Randers forbedrer velfærd

Torsdag, 11. oktober, 2007, 00:00:00

For første gang er Beboerlisten i Randers med til at vedtage et budget. Borgerne kan se frem til en ny naturskole, flere vuggestuepladser og nye ældreboliger

Alle medlemmer af Randers Byråd har skrevet under på budgettet for 2008. For første gang er den venstreorienterede Beboerliste også med.
Budgettet indeholder ingen nedskæringer. Til gengæld sættes skatten op med 0,3 procent.

Forbedringer til børn og ældre
Indtægterne fra skattestigningen skal blandt andet gå til en ny naturskole ved Gudenåen, 60 vuggestuepladser, fem hospicepladser på Randers Kloster og 40 ældreboliger. Derudover gives der 30 millioner til at forbedre daginstitutionerne, 32 millioner til it på folkeskolerne og tre en halv million til bedre uddannelsestilbud til kontanthjælpsmodtagere.
Ældreområdet og børnepasningsområdet tilgodeses, men der er ikke meget at hente for folkeskolerne. I stedet for at rettet op på de nedskæringer, der blev vedtaget sidste år, er det blevet besluttet at lave en 'helhedsplan for folkeskolen'.
Det er ikke nok til at rette op på folkeskolens store problemer, mener Randers Lærerforening. De bakkes op af Bjarne Overmark fra Beboerlisten, der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget. Han håber, at folkeskolerne kan få del i den investeringspulje på 33 millioner, der først bliver fordelt i november.

LO har en finger med i spillet
I 2007 er der blevet sparet 100 millioner. Ved indgangen til 2008 står Randers i en helt anden økonomisk situation.
- Budgettet er meget bedre i år, fordi vi har en halv milliard i kassen. Det kommer dels fra jordsalg og skatteindtægter, men det skyldes også, at der sidste år blev skåret meget mere end nødvendigt, siger Bjarne Overmark fra Beboerlisten til Arbejderen.
Beboerlisten og Socialdemokraterne har en politisk aftale med LO i Randers. I hovedtræk går den ud på, at der ikke må spares på skoler, institutioner og ældre. Den aftale brød socialdemokraterne sidste år, da de blandt andet vedtog at spare 40 lærerjob væk.
- En af grundene til, at der ikke skæres i år, er, at Socialdemokraterne har haft det skidt med at bryde den aftale med fagbevægelsen, forklarer Bjarne Overmark.
LO Randers er da også meget bedre tilfreds med dette års budget end det sidste.
- Vi synes, det er et fornuftigt forlig udfra de forudsætningen, kommunen har, siger Ejvind Clemmensen, der er formand for LO i Randers, til Arbejderen.
Han gør samtidig opmærksom på, at budgettet for 2008 langt fra retter op på de forringelser, der er blevet gennemført i år. LO Randers havde hellere set, at Beboerlisten og Socialdemokraterne havde holdt fast i deres udgangspunkt: at hæve skatten med 0,5 procent. Her gik de på kompromis for at få alle i byrådssalen med.
- Vi ville da hellere have haft en skattestigning på 0,5 eller en procent, hvis det kunne have rettet lidt op på nedskæringerne fra de sidste mange år, siger Ejvind Clemmensen. Han understreger dog, at han bakker op om budgettet og er glad for, at alle partier er med.
Ejvind Clemmensen mener, at hans bagland finder det i orden med en skattestigning.
- Jeg har ingen kritik hørt fra vores medlemmer, og det tror jeg heller ikke jeg ville have gjort, selvom skatten var steget endnu mere, siger han.

Send regningen til regeringen
Ejvind Clemmensen giver regeringes politik skylden for kommunernes dårlige økonomi.
I stedet for at rette kritikken mod kommunen, da der blev vedtaget forringelser sidste år, demonstrerede han sammen med den socialdemokratiske borgmester imod regeringen.
- Vi sender regningen til regeringen, det er deres rammeaftale der gør, at kommunerne bliver nødt til at skære ned, selvom de ikke ønsker der.
I år vælger Randers i stedet at trodse rammeaftalen og hæve skatten mere, end de har lov til.
Indtil videre har 51 kommuner valgt at hæve skatten, og derfor truer finansminister Thor Petersen nu med at indkræve kommunernes indtægter fra skattestigningerne. Beboerlistens Bjarne Overmark tager truslen med ophøjet ro.
- Lad os nu se, om han gør det. Der bliver en masse larm, hvis kommunerne bliver tvunget til at lave nedskæringer midt i et budgetår, og det er regeringen ikke interesseret i lige nu, vurderer han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. okt. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland