Bygherrerne har ikke styr på de firmaer, der arbejder på deres byggepladser. Udsigten til bedre sikkerhed i byggeriet ser derfor dyster ud, mener TIB
Der er ingen kontrol med underentreprenører på de københavnske byggepladser.
Det konstaterer forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) afd. 9 i København efter at have besøgt over 30 byggepladser.
Fagforeningen kører i øjeblikket en sikkerhedskampagne på de københavnske byggepladser. Formålet er at sætte fokus på sikkerhedskoordineringen af de store byggepladser.
Ifølge lovgivningen er det bygherren, der via en sikkerhedskoordinator skal sikre, at alle firmaer deltager i sikkerhedsarbejdet.
- Desværre tegner der sig et billede af, at bygherrerne slet ikke har kontrol med, hvilke firmaer der arbejder på deres byggepladser, siger Freddy Ridderhaugen, miljøsekretær i TIB-afdelingen, til Arbejderen.
Han frygter derfor, at det bliver meget svært at nedbringe branchens høje ulykkestal, hvis ikke arbejdsgiverne strammer sig an.
Og der er brug for en ekstraordinær indsats, hvis man kigger på udviklingen i ulykkestallene, der står i skærende kontrast til regeringens målsætning om at reducere arbejdsulykkerne med 20 procent frem til 2010.
Det samlede antal arbejdsulykker er steget fra 47.145 i 2001 til 48.774 i 2006. Det er vel at mærke de anmeldte arbejdsulykker. Dertil kommer de ikke anmeldte, som man af gode grunde ikke kender. Antallet af dødsulykker har bevæget sig samme vej. Mens der i 2001 var 43 personer, der kom ud for en dødsulykke, så gjaldt det i 2006 for 62 personer.
Byggebranchen er på den top ti over brancher, hvor der i 2006 skete flest ulykker, opgjort i forhold til antallet af ansatte.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278