Danskerne ønsker ifølge Gallup en folkeafstemning om den nye EU-reformtraktat. Det er imidlertid stadig usikkert, hvad flertallet i Folketinget mener
Et flertal i Folketinget går ind for den nye såkaldte EU-reformtraktat, som skal behandles på EU-topmødet i næste uge.
Om der skal være folkeafstemning om traktaten er imidlertid højst usikkert. Der var flere 'måske`er' og 'hvis`er' end klare svar, da Folketinget i går havde forespørgselsdebat.
Hverken Venstres Charlotte Antonsen eller Socialdemokratiets Svend Auken ville melde klart ud fra Folketingets talerstol, om de går ind for en folkeafstemning. De var dog enige om, at der kunne være politiske grunde til at lade befolkningen stemme om 'reformtraktaten'.
Alle Folketingets partier går dog ind for en folkeafstemning, hvis den nye traktat fører til, at Danmark skal afgive suverænitet til EU.
Ifølge den foreliggende reformtraktat mister medlemslandene vetoretten på en række områder. 40-50 områder skal fremover afgøres ved flertalsafgørelse i EU. Men om det medfører afgivelse af dansk suverænitet i forhold til Grundloven er partierne på nuværende tidspunkt ikke enige om.
Flertal i befolkningen
Mens Folketinget har svært ved at tage stilling i spørgsmålet om en folkeafstemning, er der ingen tvivl hos den danske befolkning. Den seneste Gallup om EU traktaten, som blev offentliggjort i går i Berlingske Tidende, viser at der er et klart flertal i for en folkeafstemning. 54 procent er for, 26 procent imod og 20 procent ved ikke.
Især De Radikale er på kollisionskurs med sine vælgere. Mens hele 62 procent af deres vælgere siger ja til at bestemme selv, mener Lone Dybkjær noget ganske andet.
- Alt tyder på, at der ikke skal afleveres suverænitet i forhold til Grundloven, sagde hun under folketingsdebatten. Hun fortsatte:
- Ansvaret for den europæiske udvikling set med danske øjne ligger i Folketinget. Det er de danske folketingspolitikere, der afgør Danmarks holdning.
Også Socialdemokratiet er i konflikt med sine vælgere. Her ønsker 59 procent ifølge Gallup en folkeafstemning, mens kun 21 procent er imod.
I Folketingssalen mente Svend Auken derimod, at der var forskellige hensyn at tage:
- Enhver kan jo sige sig selv, at det har betydning for andre lande, hvad vi beslutter om en folkeafstemning, sagde Svend Auken. Han understregede dog, at det ikke er udlandet der skal afgøre, om vi i Danmark skal have en folkeafstemning.
- Spørgsmålet er meget vigtigt og optager mange mennesker. Det fortjener, at vi går til bunds i det, og jeg har ikke for mit eget vedkommende gjort min mening klar, sluttede Auken sit ordførerindlæg.
SF stemmer ja
Både statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller udtalte, at den forkastede forfatning er taget af bordet. Efter deres mening er den ny traktat blot en revision af den gældende Nice-traktat.
Omvendt fastslog Enhedslistens Frank Aaen, at den eneste forskel i forhold til forfatningen er, at man har fjernet fælles nationalsang, flag og motto. Derfor er der ingen vej udenom en folkeafstemning.
Også Dansk Folkeparti, Ny Alliance og SF går ind for en folkeafstemning. De to sidstnævnte vil dog anbefale traktaten.
- SF går ind for en folkeafstemning og for reformtraktaten, sagde Anne Grete Holmsgaard og understregede, at SF støtter flertalsafgørelser i EU.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278