Vi er det land i Europa, der er dårligst til at integrere indvandrere i det politiske liv, og lovgivningen beskytter dem ikke imod diskrimination
Danmark er dårligere til integration end de fleste andre landet i EU. Især er det svært for indvandrere, der ikke kommer fra EU-lande, at komme ind på det danske arbejdsmarked. Det viser en undersøgelse af EU-landenes integrationslovgivning.
Institut for Menneskerettigheders ekspert i ligebehandling Mandana Zarrechpavara mener, at den danske integrationspolitik kun opfylder minimumskriterierne, og at vi kan gøre det meget bedre.
- Undersøgelsen viser, at vi i Danmark bliver nødt til at gennemtænke vores lovgivning, så vi sikrer en politik, der inkluderer etniske minoriteter, siger hun til Arbejderen.
Arbejdsløsheden blandt personer i Danmark, som kommer fra lande udenfor EU, er 8,3 procent højere end hos etniske danskere. Det er ikke kun arbejdsmarkedet, det er svært at komme ind i. Det er også foreningslivet og det politiske liv.
At være indvandrer i Danmark bliver ikke lettere af, at den danske lovgivning ikke beskytter effektivt imod diskrimination. Vi har ingen lov imod diskrimination baseret på nationalitet, og ifølge lovgivningen er ingen forpligtet til at holde øje med, hvorvidt der eksisterer diskrimination indenfor lovgivningen og den offentlige service.
Undersøgelsen påpeget ligeledes, at det er svært at få opholdstilladelse i Danmark. Førstegenerationsindvandrer skal typisk have boet i Danmark i 11 år for at kunne søge statsborgerskab. Før det skal de igennem en række test som danskprøver, indfødsretsprøve samt et tjek af straffeattest og indkomstgrundlag. Den sidste forhindring for integrationen er lovgivningen om familiesammenføring, der er den tredje mest restriktive i Europa.
Resultaterne af undersøgelsen imponerer ikke Institut for Menneskerettigheder.
- Undersøgelsen er en opfølgning på en undersøgelse fra 2004. Vi havde en forhåbning om, at Danmark ville klare det bedre i denne undersøgelse, men det er ikke tilfældet, slutter Mandana Zarrechpavara.
Traditionen tro tilbageviser Venstre og Dansk Folkeparti undersøgelsen som værdiløs. Venstres integrationsordfører Irene Simonsen siger, at hun ikke kan bruge undersøgelsen til noget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278