Det var ikke gennem social dialog og trepartsforhandlinger, at arbejderne fik velfærds-staten, fastslår Asbjørn Wahl fra den norske velfærdsbevægelse

Fagbevægelsen har gennem det sidste århundrede været den vigtigste drivkraft og garant for udviklingen af demokrati, velfærd og social retfærdighed.
Det fastslår Asbjørn Wahl fra den norske 'Allianse for velfærdsstaten'.
- Mange folk husker ikke, hvordan vi fik velfærdsstaten, men det er vigtigt at forstå, at den ikke blev en realitet gennem social dialog og trepartsforhandlinger, det var ikke noget som markedet løste, siger han.
- Velfærdsstaten er resultatet af en samfundsmæssig kamp, som foregik fra slutningen af 18-tallet til midten af det forrige århundrede i de nordiske lande, siger Asbjørn Wahl.
Han understreger, at det helt afgørende var, at magtforholdene gennem dannelse af fagforeningerne og den sociale kamp ændrede sig til arbejdernes fordel. Forrykningen i magtforholdene var den afgørende faktor for, at magthaverne gav indrømmelser i form af dannelse af velfærdsstaten.
- Der blev lagt begrænsninger på kapitalens magt gennem blandt andet kapitalkontrol, kreditkontrol, faste vekslingskurser, indførelse af arbejdsmiljølove, ferielove og sygesikringslove samt dannelse af en stor offentlig sektor udenfor markedet.
Velfærdsstaten var ikke noget fagbevægelsen havde planlagt, egentlig kæmpede den for socialisme, velfærdsstaten var det, den fik i stedet for, fortæller Asbjørn Wahl.
- Man kan sige, at velfærdsstaten indeholdt kimen til en vision om et andet samfund med alderspension, børnetryghed, omfordeling og gratis velfærdsydelser som en universiel ret. Men samtidig var det også et reparationsværksted for et brutalt og inhumant økonomisk system. For eksempel fik vi understøttelsen, men det havde været bedre med et samfund uden arbejdsløshed. Understøttelse og førtidspension var kompenserende ydelser for et hårdt og brutalt arbejdsliv.

Ændrede magtforhold
I 1970`erne kom der krise i verdensøkonomien og markedskræfterne kom i offensiven, magtforholdene ændrede sig afgørende. Klassekompromisset omkring velfærdsstaten gik i opløsning, fordi arbejdsgiverne trak sig.
- Fagbevægelsen klarer ikke ideologisk, politisk og organisatorisk at møde konfrontationerne. I dag har vi en fagbevægelse i defensiven, ramt af en alvorlig og dybtgående politisk og ideologisk krise. En af lærdommene er, at vores magtfundament i velfærdsstaten ikke var stærkt nok, erklærer Asbjørn Wahl.
- Velfærdsmodellen blev nedbrudt, de forskellige elementer forsvandt. Tilbage er stort set kun en reduceret offentlig sektor og en arbejdsmiljølov, som er under angreb. I stedet prøver magthaverne at institutionalisere markedsliberalismen som verdensomspændende økonomisk system. De forklarer, at det vil sikre den økonomiske vækst og løse krisen, hvis kapitalen slippes fri uden kontrol og begrænsninger.

Fagbevægelsens rolle
For Asbjørn Wahl er der ingen tvivl om, at det eneste der kan bremse nyliberalismens offensiv er en ændring af magtforholdene, det er kun gennem social kamp, at fagbevægelsen kan komme tilbage på banen igen.
Han peger på eksemplet fra Norge, hvor det lykkedes at samle store dele af fagbevægelsen og sætte en anden politisk dagsorden ved valget i 2005.
Man fik først og fremmest presset Arbejderpartiet til venstre ved at betinge en støtte til partiet af, at de lovede at gennemføre velfærdsbevægelsens krav om blandt andet at stoppe privatiseringer og sikre flere penge til kommunerne. Det førte til dannelse af Europas mest progressive regering på det tidspunkt.
- Vi fik overbevist Arbejderpartiet om, at det var den måde, de kunne vinde vælgerne tilbage på, og det lykkedes. Ellers er det jo sådan, at når vælgerne går til højre fordi socialdemokraterne sviger, så løber socialdemokraterne efter, men det er en helt forkert måde at forsøge at genvinde støtten på, fastslår Asbjørn Wahl.
Kampen er på ingen måde slut i Norge. Luften ved at gå ud af den norske regering, der er sket svigt i centrale velfærdsspørgsmål, så nu frygter Wahl for højrepopulismen. Han prøver ikke at skjule, at det er store opgaver, arbejderbevægelsen står overfor. Velfærdsstaten skal forsvares samtidig med, at vi demokratiserer og videreudvikler dens institutioner og sikre et samarbejde over grænserne imod nyliberalismens hærgen. Fagbevægelsen er et helt afgørende redskab, hvis den kamp skal vindes.
- Fagbevægelsen er fortsat den vigtigste kraft i kampen for demokrati og social retfærdighed. Lykkes det at smadre fagbevægelsen, vil et helt andet samfund vokse frem med øgede sociale forskelle og hvor enhver er sin egen lykkes smed, konstaterer Wah.
Han minder os om, at den aktuelle kamp for velfærden kun er en del af et større billede. I den sidste ende handler det om at skabe et fundamentalt andet samfund.
- Vi skal bygge de sociale alliancer, som er nødvendige for at vinde samfundsmagten, lyder hans slutreplik.