Flere og flere kommuner åbner for, at boligejerne selv skal betale, hvis der skal vejbump og fartskilte på kommunale veje
Hvis der skal vejbump og fartskilte på vejen, så børnene kan gå sikkert i skole, må beboerne flere steder i landet selv gribe til lommerne.
Hvert år får Vejdirektoratet tre til fire henvendelser fra kommuner, der vil åbne for brugerfinansiering af vejsikkerheden på de kommunale veje.
Blandt andet i Gentofte i Nordsjælland har beboerne på i alt 50 kommunale veje betalt de omkring 100.000 kroner, fartdæmpning koster.
- Vi har mange ressourcestærke borgere i kommunen, så her er både vilje og økonomi til brugerfinansierede fartdæmpere, siger leder af vejsektionen i Gentofte Kommune, Rikke Nikolajsen, til Danmarks Radio.
Også i Fredericia har kommunen åbnet for privatkøb af vejbump, fordi kommunen ikke selv laver trafiksikring af almindelige villaveje. Kommunens tekniske udvalg forventer, at fire til fem grundejerforeninger årligt vil søge om at få lov til at lave vejbump.
Formand for Dansk Cyklistforbund, Claus S. Hansen, frygter, at udviklingen vil betyde, at kun de, der har råd, kan få trafiksikre veje.
- Der er lidt junglelov over det, når de rige kan bruge deres penge til vejbump, og de fattige ikke kan, siger han til Danmarks Radio.
Hos Venstre indrømmer trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen, at der er risiko for favorisering af de riges trafiksikkerhed.
- Men jeg hilser alligevel idéen velkommen. Vi skal ikke sige nej, hvis der er borgere, der ønsker selv at købe vejbump, når det er nødvendigt, og kommunen ikke har råd. Det kan jo være fordi kommunen har brugt pengene på noget andet, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278