13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danskerne vil stemme

Danskerne vil stemme

Fredag, 19. oktober, 2007, 00:00:00

Et flertal blandt samtlige folketingspartiers vælgergrupper kræver en afstemning om den nye EU-traktat. Statsministeren afviser, at der afgives suverænitet

59 procent af de danske vælgere kræver en folkeafstemning om EU`s nye såkaldte reformtraktat. For første gang er det et flertal at samtlige partiers vælgere som vil til stemmeurnerne, viser en ny meningsmåling fra Catinét Research.
EU-ekspert og universitetslektor Marlene Wind bekræfter, at traktaten vil medføre afgivelse af dansk suverænitet.
- Når man går fra enstemmighed til flertalsafgørelser, er der jo reelt tale om, at man kan blive stemt ned, siger hun til Arbejderen.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen mener noget andet:
'Reformtraktaten er forskellig fra forfatningstraktaten. Først og fremmest overfører reformtraktaten ikke suverænitet fra medlemslandene til EU', skriver han i sin blog fra i mandags.
Dermed tager han forskud på den analyse af traktatteksten, som Justitsministeriets jurister skal gennemføre for at afgøre, om en folkeafstemning er nødvendig ifølge grundloven. Den endelige tekst vedtages formentlig på det igangværende EU-topmøde i Lissabon, hvor blandt andet Anders Fogh Rasmussen deltager.
'De nationale parlamenter får en stærkere rolle i samarbejdet', fortsætter statsministerens blog.
Det er Enhedslistens Europa-ordfører Rune Lund lodret uenig i.
- Det er simpelthen noget vås. Hele traktaten handler om centralisering af magten i Bruxelles, siger Rune Lund til Arbejderen.
Kravet om en afstemning er betydeligt blandt de danskere, der stemmer på de mest EU-venlige oppositionspartier. Catinét-målingen viser, at 64 procent af De Radikales vælgere og 68 procent af Socialdemokraternes vælgere vil stemme om traktaten. Mens De Radikale har meldt ud, at spørgsmålet om en afstemning er op til juristerne, vil Socialdemokraterne først til januar beslutte om de støtter en afstemning.
- Det er problematisk og slattent af Socialdemokraterne, at de ikke vil love en afstemning. Hvis de vil have en afstemning, får vi det, siger Rune Lund. Han lover en byge af spørgsmål om den nye EU-traktat i Folketinget.
Hos Folkebevægelsen mod EU er man i fuld gang med at samle underskrifter for kravet om en afstemning.
- Lige nu har vi 11.000 underskrifter på papir og over 2500 på euafstemning.dk, så vi synes at det går godt, fortæller informationsmedarbejder Ib Roslund til Arbejderen. Han tilføjer at bevægelsen oplever en pæn medlemsfremgang i øjeblikket.
I dag og i morgen går aktivister på gaden i hele landet for at samle flere underskrifter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. okt. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland