13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

LO til kamp mod ulighed

LO til kamp mod ulighed

Fredag, 19. oktober, 2007, 00:00:00

LO og 3F blæser til kamp mod den øgede ulighed med hvidbog og kampagner. Det bliver et centralt tema på LO`s kongres, spår lokal LO-formand

På mandag offentliggør LO en hvidbog, som slår fast, at uligheden er steget voldsomt under den borgerlige regering. Den klare konklusion bygger på en stor mængde statistisk materiale og analyser fra blandt andet Socialforskningsinstituttet.
- Det skyldes blandt andet stramningerne på dagpengeområdet som 300-timers reglen og kontanthjælpsloftet. Den økonomiske ulighed rammer på alle områder, både socialt, kulturelt og sundhedsmæssigt. I dag har vi 30-40.000 børn, der lever under fattigdomsgrænsen, siger formand for LO Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen, til Arbejderen.
Med rapporten ønsker LO at sætte uligheden på dagsordenen og skabe et folkeligt pres for en politisk løsning.
- Hvis ikke vi skulle tage os af ulighed, hvem fa`en skulle så? Fagbevægelsen skal være talerør for de, der ellers bliver overhørt, fastslår Peter Kay Mortensen.
Han forudser, at ulighed bliver et af de helt centrale temaer på LO-kongressen, som starter næste weekend.
Med hvidbogen intensiveres fagbevægelsens kamp mod den borgerlige regerings politik.
De sidste par uger har fagforbundet 3F dækket avissider, busser og plakatsøjler over hele landet med en omfattende kampagne mod netop ulighed.
På plakaterne ses velklædte børn med attachémapper eller golfudstyr forrest, mens trætte og beskidte arbejderbørn i kedeldragter og hullede undertrøjer fortaber sig i baggrunden. 'Ulighed er noget vi taler om', er kampagnens slogan.
I kampagnen fremføres det, at forskellen mellem rig og fattig i Danmark i dag er den største i 42 år. Påstanden dokumenteres med eksempler om uddannelse, sundhed og arbejdsmiljø.
For eksempel påpeges det, at den dårligst uddannede tredjedel af befolkningen lever små fem år mindre end den bedst uddannede gruppe.
Danmark mister 110.000 leveår hvert år fordi de dårligere stillede samfundsgrupper dør før de bedrestillede, afslører 3F`s kampagne. Middellevetiden på Nørrebro er som i Vietnam, 71 år, mens den i Søllerød er på niveau med gennemsnittet for hele Sverige, nemlig 81 år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. okt. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland