200-300 norske fagforeningsmedlemmer har foreløbig sendt e-brev til direktøren for shg.dk i Århus. De støtter lagerarbejdernes kamp for en overenskomst
Direktøren for den konfliktramte online-virksomhed shg.dk A/S i Århus, Thomas Falborg, får ekstra mange e-mails i denne tid.
Foreløbig har mellem 200 og 300 medlemmer af Vestnorsk Transportarbeiderforening nemlig fulgt opfordringen fra deres fagforening om at sende et e-brev til den danske direktør. I brevet bakker de op om de 19 danske lagerarbejderes kamp for en overenskomst på deres arbejdsplads.
- Vi har i første omgang opfordret vores egne godt 2000 medlemmer til at støtte de strejkende i Århus. Lige nu arbejder vi på at få norsk LO til at sende opfordringen ud til samtlige 860.000 medlemmer. Vi er ved at sætte skub i hele vores faglige netværk på transportområdet, og hvis det bliver nødvendigt, vil vi forsøge at blokere for firmaets varer fra Danmark, siger Jan Sivertsen, leder af Vestnorsk Transportarbeiderforening til Arbejderen.
Han synes, det er flot, at de unge lagerarbejdere er gået til kamp mod, hvad han betegner som social dumping. Samtidig er han rystet over, at der i 2007 findes arbejdsgivere, som fyrer de ansatte, fordi de kræver en overenskomst.
LO i Bergen og Omland bakker også op om Århus-strejken. Leder Roger Pilskog arbejder på at få LO til at boykotte shg, indtil der er tegnet overenskomst.
- Det skræmmer mig at vide, at der i vores nærmeste naboland Danmark, findes mennesker, som ikke vil indfri den elementære og selvfølgelige rettighed, det er at have en overenskomst, siger han med direkte adresse til den danske direktør i Århus.
Repræsentanter fra Vestnorsk Transportarbeiderforening har de seneste dage været rundt på arbejdspladser i Norge for at fortælle om overenskomstkampen i Århus, og strejken vil også blive taget op på den Skandinaviske Transportarbejderkonference, der foregår på LO-skolen i Helsingør i weekenden, lover Jan Sivertsen og slutter med et tilbud:
- Hvis de unge i Århus ønsker det, så sender vi gerne en norsk delegation til at bakke dem op i deres blokade.
Det tilbud luner i Århus, hvor de strejkende fra i går morges klokken syv blokerede for vareindlevering til shg.
- Tilbuddet tager vi op på stormøde i næste uge. Det er virkelig flot, at de er villige til at tage så lang en tur for at støtte os. I det hele taget er jeg imponeret over, hvordan de norske kollegaer griber det her an. Det er dejligt at høre og over al forventning, siger en glad Peter Haldborg, talsmand for de strejkende, til Arbejderen.
Blokadens første dag er gået godt, melder han. Kun et par vognmænd har trodset opfordringen til ikke at levere varer til firmaet, så længe der er konflikt.
- Langt de fleste har vendt bilerne og er kørt igen, så det er rigtig positivt. Der er en god stemning, beretter talsmanden og tilføjer:
- Skulle folk have lyst til at kigge forbi i tidsrummet mellem klokken syv og 18, så skal de være mere end velkomne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278