Siden 1983 har direktørerne fået dobbelt så store lønstigninger som arbejdere i industrien. Det viser LO`s nye hvidbog om ulighed, som skal diskuteres på kongressen
For 24 år siden fik de højest lønnede direktører det samme i løn som syv industriarbejdere. I 2006 var lønforskellen steget til det dobbelte. Nu får direktøren det samme i løn som 15 af hans ansatte i industrien.
Det viser LO`s nye hvidbog om ulighed, som blev sendt på gaden i mandags.
Samtidig afslører hvidbogen, at lønnen til 'den gyldne procent', den ene procent af danskere, der har de højeste indkomster, er steget 44 procent siden 1983, mens industriarbejderes løn kun er steget 21 procent.
- Derfor klinger det lidt hult, når topcheferne samtidig prædiker om tilbageholdenhed med lønkravene fra vores medlemmer, siger Tine Aurvig-Huggenberger, næstformand i LO, til Arbejderen.
Uligheden mellem de højest- og lavestlønnede er steget jævnt siden 1983. Men efter 2001 tager den virkelig fart, påviser LO.
- Det er svært at se det som et udtryk for andet end grådighed. Det kan ikke begrundes med, at de skaffer mange nye arbejdspladser eller den slags. Muligheden har bare været der, mener Tine Aurvig-Huggenberger.
En del af uligheden i lønstigningerne skyldes, at stadig mere af direktørernes løn bliver udbetalt som aktieoptioner.
Det betyder at lønnen følger udviklingen på arbejdsmarkedet, og det kan gøre det svært at gennemskue, hvor store lønstigninger der egentlig forhandles hjem på de lukkede direktionsmøder.
- Derfor foreslår vi, at der skal opkræves samme skat af lønninger i form af aktieoptioner som af almindelige lønninger, siger Tine Aurvig-Huggenberger.
Samtidig kræver LO en generel skattereform, der blandt andet vil gøre op med skattestoppet.
- Beskæftigelsesfradraget skal også forhøjes, så grænsen for mellem- og topskat skubbes, forklarer Tine Aurvig-Huggenberger.
Forskellen på lønudviklingen hos den gyldne procent og industriarbejderne er en af de afsløringer om den voksende ulighed i Danmark, som LO fremlagde mandag.
Tine Aurvig-Huggenberger fastslog ved fremlæggelsen, at netop ulighed vil blive et af de centrale temaer på næste uges LO-kongres.
- Ulighed fylder meget i den politiske debat netop nu. Alligevel er der ingen der gør noget ved det, og så må vi som fagbevægelse træde til, sagde hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278