- At påstå, at denne her traktat er tandløs, er noget vrøvl. Det er en meget vigtig traktat, og der sker rigtig mange ændringer, siger EU-eksperten Marlene Wind
Den nye reform-traktat vil betyder gennemgribende ændringer for Danmark. Det fastslår Marlene Wind, lektor i international politik med speciale i EU.
- Det er en meget vigtig traktat, og der sker rigtig mange ændringer, som har betydning for Danmark og for alle medlemslande. Det er simpelt hen en helt ny måde at indrette samarbejdet på. En ny måde at træffe beslutninger på, en ny magtfordeling mellem de forskellige institutioner og så videre, siger hun til Arbejderen.
- Så at påstå, som nogle politikere gør, at denne her traktat er tandløs, og at der ikke er noget substans i den, dét er i hvert fald noget vrøvl, siger Marlene Wind.
Og hun er ikke bange for at adressere kritikken direkte til Anders Fogh.
- Statsministeren har sagt, at 'der ikke er noget at komme efter'. Derfor kan folk få den opfattelse, at der så ikke er noget indhold i denne her traktat. Og det er en meget, meget farlig udmelding at komme med - fordi den simpelt hen ikke passer!
Alligevel kan Marlene Wind næsten ikke forestille sig andet, end at regeringens jurister når frem til, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand.
EU-forfatningen er nemlig blevet omformuleret således, at de ni punkter i den oprindelige udgave, hvor juristerne fandt at der var tale om afgivelse af suverænitet, nu er flyttet til paragraffer der kræver enstemmighed, eller er omfattet af de fire danske undtagelser. Men derfor kan der godt være tale om suverænitetsafgivelse alligevel, siger Marlene Wind.
- I nogle lande, for eksempel Frankrig, opfattes det som en stor afgivelse af suverænitet, når man går fra enstemmighed til flertalsafgørelser. At man afskaffer vetoretten. Og det gør man jo på en lang række punkter i reformtraktaten.
- Det er jo politikerne, der har valgt, at de kun vil snakke om suverænitetsafgivelse efter grundlovens paragraf 20. Og det er det, regeringen hænger sin hat op på. Fordi de er bange for at åbne posen og tage en mere indholdsbaseret debat om, hvad der egentlig står i denne her traktat, siger Marlene Wind.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278