13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bevarer nuværende løn

Bevarer nuværende løn

Lørdag, 03. november, 2007, 00:00:00

I sidste uge blev et flertal i Århus Byråd enige om en udviklingspolitik, der sikrer de kommunalt ansatte i forbindelse med udlicitering

Mandag den 22. oktober indgik Århus Kommune en aftale om en ny udviklingspolitik for de 23.000 offentligt ansatte i Århus Kommune.
Aftalen betyder blandt andet, at de ansatte ved udlicitering bevarer deres nuværende løn- og ansættelsesforhold i en længere periode.
- I fagbevægelsen er vi godt tilfreds med aftalen, siger Henning Truelsegaard, som har skrevet under på aftalen på vegne af Den Kommunale Fællesrepræsentation (DKF) i Århus.
I dag følger løn- og ansættelsesvilkårene ved udlicitering virksomhedsoverdragelsesloven. Den sikrer de ansatte i overenskomstperioden. Med den nye aftale er de ansatte sikret i hele kontraktperioden, som typisk er fire år, men der findes også eksempler på kontrakter med længere løbetid.
- Hvis en arbejdsplads bliver udliciteret tæt på at en overenskomst udløber, siger det sig selv, at den nye aftale er meget bedre, forklarer Henning Truelsegaard.

Borgerligt forbehold
Udviklingsaftalen bliver bakket op af et flertal i byrådet, inklusiv Venstre og Konservative. Begge partier har dog taget forbehold vedrørende den del af aftalen, som omhandler løn- og ansættelsesforholdene. De mener, at aftalen gør det sværere at hente de forventede besparelser ved udliciteringer hjem.
- Det er to væsentlige knaster, men overordnet set er aftalen et stort skridt i den rigtige retning. Nu kommer vi væk fra den meget forældede jobgaranti, hvor man nærmest var sikret ansættelse for tid og evighed, siger Gert Bjerregaard (V).
- Efter vores opfattelse er den nye aftale bedre end den jobgaranti, som den sættes i stedet for, siger Henning Truelsegaard til Arbejderen.
- Den indeholder nemlig en udviklingspakke, det vil sige muligheden for at give folk et tilbud om uddannelse og dermed mulighed for jobskifte, hvis de bliver til overs ved sparerunder, strukturændringer eller privatiseringer. Med det sender vi et tydeligt signal til de ansatte om, at vi hellere vil beholde dem end smide dem ud.

Arriva beklager
Aftalen har skabt voldsom debat om udlicitering af bybustrafikken i Århus.
En femtedel af Århus Sporvejes bybusser har siden 1. januar i år været ansat i regionens trafikselskab, Midttrafik, som også har valgt at tilslutte sig udviklingsaftalen. Dermed er chaufførerne ved udlicitering sikret otte år uden ændringer i løn- og ansættelsesforhold. Og det betyder, ifølge Jan Wildau, kommunikationsdirektør for Arriva, at det bliver uinteressant at byde på busserne, da der ikke kan tjenes penge nok.
- Midttrafik og Århus Kommune gør sig selv uinteressant for dem, der har ekspertisen i busdrift. For borgerne er konsekvensen, at kommunen må vinke farvel til millioner af kroner, som kunne være brugt til noget sjovere, siger han til JPÅrhus.
Han vurderer, at det offentlige selskab ved Århus Sporveje meget vel selv kan ende med at vinde udbuddet.
Også Venstre og Konservative er utilfredse med, at Midttrafik har tilsluttet sig udviklingsaftalen, da borgerne angiveligt går glip af en milliongevinst. Borgmester Nicolai Wammen er derimod godt tilfreds, fordi der bliver ro om busdriften, 'så vi ikke risikerer Ribus-tilstande'.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland