Kimmie Jensen og Freja på fem har 366 kroner om måneden til tøj, fritid og bamser. De drømmer om et andet Danmark efter valget

Kaffen er næsten færdig, da Kimmie Jensen åbner døren til den lille to-værelses på grænsen mellem Østerbro og Nordvest i København. Igennem det fire kvadratmeter store køkken er der trukket ledninger på kryds og på tværs til en stikdåse, der fører ind i den kombinerede stue og soveværelse.
- Sikringerne røg i går, fordi køkkenet er så gammelt. Jeg har simpelt hen ikke råd til at købe nye før næste gang, det bliver den første, så jeg måtte op, før Freja vågnede i morges og trække strøm fra stuen i stedet, siger Kimmie Jensen til Arbejderen.
Kimmie Jensen og hendes datter, Freja på fem, er to af de godt 200.000 danskere, der i statistikerne bliver betegnet som fattige. Det betyder, at de lever for et beløb, der er mindre end halvdelen af, hvad gennemsnitsdanskeren har til rådighed.
Som de fleste fattige er Kimmie Jensen på kontanthjælp. Hun får hver måned udbetalt 2476 kroner, når huslejen er trukket fra. Af dem betaler hun 300 kroner til elregningen og 500 kroner af på et lån, hendes mor gav hende, da Dongs prisstigninger på el væltede økonomien i foråret.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke min mor havde skaffet nogle penge, vi kunne låne. Vi fik et brev, hvor de truede med at lukke for strømmen, husker Kimmie Jensen.
Derudover betaler Kimmie Jensen 310 kroner til et to zoners-buskort. Og så lægger hun 1000 kroner til mad hos sin mor, som spæder op, så de kan spise der dagligt. Regnestykket efterlader Kimmie Jensen med 366 kroner om måneden eller tolv kroner om dagen til tøj, cigaretter, fritidsaktiviteter og gaver til Freja.
- Vi har en container til genbrugstøj nede på hjørnet. Når den er fyldt, kan jeg godt fiske nogle af poserne op, hvis jeg stiller mig på en kasse. Der har jeg fundet meget sødt tøj til Freja. En gang fandt jeg en velourkjole med sløjfe på ryggen, fortæller Kimmie Jensen.

Flere er mere fattige
Freja er langt fra det eneste barn i Danmark, som får sit nye tøj fra genbrugscontainere. Da Anders Fogh Rasmussen satte sig i statsministerstolen i 2001, var der 160.000 fattige. Fire år efter var tallet steget til 197.000.
Samtidig er andelen af længerevarende fattigdom vokset støt. I 1998 havde 19 procent af de fattige været fattige i mere end tre år. I 2004 var tallet oppe på 23 procent.
Den fattigdom, der varer i mere end tre år, tærer på ressourcerne når der for eksempel skal købes varige forbrugsgoder som hårde hvidevarer eller lægges penge af til prisstigninger på el. Og den medfører større risiko for social isolering.
- Når det er rigtig slemt, låner jeg penge i Frejas sparebøsse. Ydmygende er nok den følelse, der bedst beskriver, hvordan det er at stå ved kassebåndet i supermarkedet og fiske varer fra, mens man tæller småpengene op, forklarer Kimmie Jensen.

Den voksende kløft
Samtidig med at antallet af fattige er steget, er uligheden i samfundet også blevet større. Fra 1995 til 2004 steg de ti procent rigestes indkomst med 2,7 procent, mens de ti procent fattige kun oplevede en stigning på 0,3 procent. Når der er taget højde for prisudviklingen i samfundet, svarer det til, at den øverste del af samfundet har 73.400 kroner mere om året at leve for, mens den nederste del må klare sig for 1900 kroner mere om året.
- Man kan godt mærke, at vi glider længere og længere væk fra hinanden. Det føles mærkeligt, at nogle kan købe nye biler, mens jeg skal kæmpe for at få råd til bussen, påpeger Kimmie Jensen.
Hun fortæller, hvordan en udsendelse i fjernsynet om en familie der blev sat på gaden, fik tårerne frem:
- Jeg blev så bange for at ende i samme situation. Jeg kender flere og flere, der går virkelig seriøst på røven.
Kimmie Jensens økonomi bliver ikke lettere af en bunke ubetalte rykkere, der er havnet hos Ribers og siden i Fogedretten.
Når kuponkatalogerne kommer ind af døren lige efter den første, bliver hele månedens økonomi nemlig ikke altid taget med i betragtning, før bestillingsskemaerne er udfyldt og indsendt. Kimmie Jensen anslår selv, at to tredjedele af hendes ting, Frejas legetøj og servicet i køkkenet er kommet til huse på den måde.
- Jeg ved jo godt, at det er dumt. Men det giver en underlig tilfredsstillelse at pakke det, man har bestilt, ud. Måske vil jeg bare gerne kunne få det samme som alle andre? Hvis jeg havde råd til at købe tingene i Føtex, tror jeg ikke, jeg ville have samme behov, forklarer Kimmie Jensen.

De stejle sider
Den stigende ulighed har konsekvenser, der rækker langt ud over den daglige økonomi. Den slår hårdt igennem på både sundheds- og uddannelsesområdet.
Når Kimmie Jensen bliver 30, er hendes forventede gennemsnitlige restlevetid som ufaglært kvinde mere end tre år kortere end en jævnaldrende kvindelig akademikers. For mænd er forskellen over fem år. Og uligheden vokser. Fra 1995 til 2005 er ufaglærtes gennemsnitslevealder steget 0,7 år mindre end gennemsnittets.
Freja vil gerne være sygeplejerske eller gå på universitetet, som hun kørte forbi i bussen sammen med sin mor for et par uger siden.
Hun er barn af en enlig, ufaglært mor på kontanthjælp. Hvis hun følger statistikkerne, er hendes chance for at få sit ønske opfyldt 13 gange mindre, end hvis hendes forældre havde været akademikere og boet sammen.
- Selvfølgelig er jeg bekymret for hendes fremtid, og hvad det betyder, at jeg ikke kan give hende de samme oplevelser, som alle andre. Men hun er kvik. Det skal nok gå, fastholder Kimmie Jensen.
Hendes eget liv er historien om at være født på bunden af en afgrund, hvis sider er så stejle, at de er næsten umulige at klatre op ad.
Som barn af to forældre, der sloges med arbejdsløshed og psykisk sygdom gennem hele Kimmie Jensens barndom, blev hun stemplet som adfærdsvanskelig allerede tre uger inde i første klasse.
Hverken sundhedsplejersker eller skolepsykologer kunne finde noget fysisk eller psykisk galt med hende, så løsningen blev skoleskift, hver gang problemerne voksede lærerne over hovedet.
Inden Kimmie Jensen tog endelig afsked med uddannelsessystemet efter tiende klasse, måtte hun igennem syv eller otte skoleskift. Bagefter arbejdede hun som flaskepige i Netto indtil hun blev gravid med Freja som 20-årig.
- Jeg har været skoletræt lige siden første klasse! Efter tiende var det bare for uoverskueligt at starte på en ungdomsuddannelse, fortæller hun.
Egentlig ville Kimmie Jensen gerne være håndværker. Til jul kan familien finde hele hendes ønskeliste i Silvan, og hun samler på værktøj, som jævnaldrende samler på sko eller plader.
- Jeg er faktisk ret god til både murerarbejde og el-installationer. Jeg har lavet det meste i lejligheden selv, siger hun, og undskylder det provisoriske ledningssystem i køkkenet, som hun har bikset sammen for at få kaffemaskinen i gang i dag.
Den mur, der skiller Kimmie Jensen fra drømmen om et arbejde som murer eller elektriker, har et navn. Hendes kontaktperson hos kommunen kalder den social angst, og siger, at den stammer fra den usikre opvækst, og det misbrug hun røg ud i efter skoletiden.
- På et tidspunkt fik jeg et kursus af kommunen på et halvt år, som hjalp mig så meget, at jeg i dag kan købe ind eller tage bussen uden at få det alt for dårligt, forklarer Kimmie Jensen.
Hun vil ikke udelukke, at mere behandling for angstpsykosen vil kunne bryde muren ned. Men selvom hun har søgt, er der ikke mere at hente hos kommunen. I stedet har Kimmie Jensen brugt de sidste fem år på to mislykkede uddannelsesforsøg og en depression.
I dag har hun, 25 år gammel, søgt kommunen om førtidspension.
- Man føler sig tabt på gulvet. Hvis man føler sig opgivet af systemet, så giver man på en eller anden måde også op selv. Giver det mening, spørger Kimmie Jensen.

Håb om et andet danmark
Opgivelse er ellers ikke det, der lyser ud af Kimmie Jensens øjne. Hun ler meget. Men mest af alt virker hun vred.
- Jeg kan godt huske, da Thor Petersen sagde, at vi er så rige i Danmark, at vi kan købe hele verden. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Man føler sig til grin, konstaterer Kimmie Jensen.
Hun glæder sig til folketingsvalget og er ikke i tvivl om, hvor hun skal sætte sit kryds. I entréen ligger stakke af valgmateriale fra Enhedslisten.
- Vi skal have væltet Fogh og vendt den helt forkerte retning samfundet bevæger sig i. I dag får de rige mere og mere, mens vi bliver endnu fattigere. Liste Ø står for ligeværd for mig, fastslår Kimmie Jensen med noget der lyder som adskillige udråbstegn.

Fattigdommens love

Der er sket mange forringelser for de fattigste under Fogh. Enkelte falder mere i øjnene end andre:

2002: Fra 1. juli mistede nytilkomne flygtninge og folk, der ikke har opholdt sig i Danmark de sidste syv ud af otte år, deres kontanthjælp. I stedet får de starthjælp eller introduktionsydelse. Begge er, afhængig af modtagerens familiesammensætning, mindst 35 procent lavere end kontanthjælpen.

2004: 1. januar trådte kontanthjælpsloftet i kraft. Loven betyder, at mennesker, der har været på kontanthjælp i mere end seks måneder, kan miste hele eller dele af deres boligsikring og anden støtte.

2007: 1. april fik 300-timers reglen virkning. Den betyder, at ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, mister den ene støtte, hvis de ikke kan dokumentere i alt 300 timers arbejde i løbet af to år.