13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Elever demonstrerer for bedre skoler

Elever demonstrerer for bedre skoler

Tirsdag, 06. november, 2007, 00:00:00

I dag demonstrerer skoleelever landet over for at trække folkeskolens vilkår ind i valgkampen. Lærerstuderende og Enhedslisten bakker op

De elendige forhold på landets folkeskoler skal ind i valgkampen. Derfor nedlægger landets elever i dag undervisningen og går på gaden med krav om en bedre undervisningsmiljølov.
- Anders Fogh taler om beskidte toiletter, men det er ikke nok med flotte ord. Vi savner, at vi reelt kan mærke en forskel. Vi vil have rene toiletter, nyere materialer, mindre klasser og ingen fugtskader og skimmelsvamp i skolerne. Ingen skal blive syge af at gå i skole, siger Danske Skoleelevers formand, Anemone Birkebæk, til Arbejderen.
I København mødes eleverne kl. 12 på Christiansborg Slotsplads, hvor rockbandet Magtens Korridorer leverer lydsiden; i Århus er det samme tidspunkt på Rådhuspladsen. Lokale elever planlægger desuden demonstrationer i Odense og Esbjerg. Opbakningen tegner til at blive massiv:
- Telefonen ringer på fuldt blus fra elever, der vil nedlægge undervisningen. Det er en sag, der optager rigtig mange, fra Grenen i Skagen til København, fortæller Anemone Kirkebæk.
I går tog eleverne på Ruds Vedby Skole på Sjælland, Rougsøskolen på Norddjurs og Bregnbjerg Skole i Sønderjylland endda forskud på aktionsdagen og boykottede undervisningen.
Aktionsdagen blev vedtaget på Danske Skoleelevers landskonference i weekenden, hvor omkring 300 elever fra 130 skoler deltog.
- Vi har vedtaget et udspil om undervisningsmiljøet, der blandt andet kræver tilsynspligt med skolerne og sanktioner - men positive sanktioner, hvor man kan søge en pulje penge, hvis skolen ikke lever op til loven, forklarer elevernes formand.
Enhedslisten er det eneste af valgkampens partier, der bakker op om alle folkeskoleelevernes krav, fortæller folketingskandidat Johanne Schmidt-Nielsen. Hun er begejstret for aktionsdagen:
- Det er pissesejt, fantastisk. Vi støtter dem 100 procent. Det er vigtigt, at nogen viser regeringen hvordan virkeligheden ser ud, nemlig at vi byder vores børn nogle forhold, som de færreste voksne ville finde sig i, siger hun til Arbejderen.
Hun regner selv med at deltage i demonstrationen i København, selvom hun ikke længere går i folkeskolen.
Elevernes initiativ får også støtte fra blandt andet Lærerstuderendes Landskreds.

Følg med i Danske Skoleelevers kampagne på www.givoslov.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland