På fredag inviterer de strejkende lagerarbejdere i Århus til ny faneborg. Blandt de indbudte er politikere, der fører valg-kampen ud foran den blo-kaderamte virksomhed
Svend Auken (S), Eigil Andersen (SF) og Per Clausen (Ehl.) kigger fredag forbi den blokaderamte virksomhed shg.dk A/S i Århus.
De er inviteret til faneborg af de 19 lagerarbejdere, der siden 1. oktober har strejket for en overenskomst på deres arbejdsplads.
- Der er jo valg, og vi hører ordførerne for de borgerlige partier sige, at de vil forbyde faglige blokader, begrunder talsperson Michael Raagaard invitationen af politikerne.
Ved faneborgen den 26. oktober deltog der omkring 100, blandt andet fra den norske fagbevægelse. De har lovet at møde op igen på fredag.
- Vi er meget overvældende over den store opbakning, de giver os. Og også over den opbakning vi oplever fra andre fagforeninger og arbejdspladser. Vi håber, at rigtig mange dukker op på fredag, så vi bliver flere end sidst, siger Peter Haldborg, den anden talsperson, til Arbejderen.
Han beskriver den nuværende situation i konflikten som 'stilstand'. Han og de andre strejkende håber stadig på, at direktøren, Thomas Falborg, snart kommer til fornuft og tager imod 3F`s opfordring om at mødes.
Flere sympati-konflikter
Ellers får it-virksomheden snart konsekvenserne at mærke af de nye kort, som 3F spiller ind i den lovlige konflikt. Der er afsendt sympatikonflikt for chaufførerne ved Post Danmark. Når den træder i værk senere i denne uge eller starten af næste, vil shg.dk ikke længere få afleveret og hentet pakkepost.
Til det siger Thomas Falborg til Arbejderen:
- På nuværende tidspunkt får vi ikke længere leveret pakker fra blandt andet Post Danmark, idet der har været fysiske blokader og volds-trusler mod chaufførerne, og derfor har vi i samarbejde med transportørerne fundet et alternativ, således de ikke længere møder blokaden. Derfor har den ene del af optrapningen af konflikten ingen praktisk betydning. Hvis Post Danmark ikke længere vil afhente pakkerne hos os, så skal vi selvfølgelig finde en anden løsning på afhentningsproblemet.
De strejkende afviser beskyldningerne om, at de har brugt voldstrusler mod chaufførerne.
- Det er vi helt uforstående overfor. Vores store fordel er, at vores blokade er fuldt lovlig. Vi har ingen som helst interesse i at bevæge os ud i ulovligheder, og gør det heller ikke, lyder det fra Michael Raagaard.
Aggressive kunder
Blokaden af virksomheden har imidlertid givet nogle oplevelser, som de stejkende helst havde været foruden.
- Vi har desværre oplevet nogle episoder, hvor især kunder optræder endog meget aggressivt overfor blokadevagterne. Vi forsøger at overtale folk til ikke at handle ved shg, sålænge der er konflikt. Nogle føler sig tilsyneladende så truet af, at vi står der, at de tilsidesætter hensynet til, at vi er mennesker. Det er ikke i orden at køre ind i folk eller ligefrem overfalde dem korporligt, som vi også har eksempler på. Det er da ikke specielt behageligt, og vi er noget chokerede over den reaktion, nogle af kunderne udviser, indrømmer Peter Haldborg.
Mens direktøren nægter, at det kan mærkes på forretningen, at firmaet er omfattet af blokade, er det helt andre meldinger, de strejkende får. Ifølge dem kører det 'ikke optimalt inde på virksomheden'.
- Vi er stadig ved godt mod, og har nye initiativer på tegnebrættet for at lægge pres på for forhandling. Et af de nye initiativer skulle gerne vise sig allerede i dag, hvor vi er blevet lovet forstrækning til blokadeholdene af eksterne kræfter, slutter Peter Haldborg.
Faneborg fredag den 9. november kl. 14-16.00 på adressen Michael Drewsens Vej 22, DK-8270 Højbjerg
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278