13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

75 milliarder i statskassen

75 milliarder i statskassen

Onsdag, 07. november, 2007, 00:00:00

Milliarderne fosser ind i både statskassen og DUC`s kasse på grund af olieprisens himmelflugt. Oppositionen kræver nu en ny Nordsø-aftale

Da Nordsø-aftalen blev indgået i 2003, var prisen på en tønde olie 20 dollars. I dag er den 91 dollars. Den store forskel betyder, at både staten og Dansk Undergrunds Consortium (DUC), der står for langt størstedelen af olieindvindingen i Nordsøen, tjener langt mere end oprindelig beregnet.
Overskuddet i statskassen for 2007 nærmer sig 75 milliarder kroner - eller godt 10 milliarder mere, end regeringens egne skøn peger på. Det viser beregninger, som Danske Bank har foretaget for dagbladet Børsen. Heraf kommer en stor del fra olieindtægterne.
En stor del af de øgede olieindtægter lander dog fortsat i DUC-selskabernes kasser, uden at de har løftet en finger. Derfor forlanger partierne udenfor Nordsø-aftalen en genforhandling.
- Jo før desto bedre. Vi var imod den aftale fra begyndelsen, fordi vi allerede dengang sagde, at med stigende oliepriser ville det være lige ned i foret på olieselskaberne, siger SF`s energipolitiske ordfører Anne Grethe Holmsgaard til Arbejderen.
Enhedslisten har hele tiden været stærk modstander af aftalen. Og hvis Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister, er der nu lagt op til genforhandling.
- Vi vil meget gerne være med til at lukke op for Nordsøaftalen. Denne gang vil vi gerne tage ansvar, da det handler om tung energipolitik og store beløb, siger partiets energipolitiske ordfører Kim Mortensen til dagbladet Børsen.
Aftalen blev forhandlet på plads i 2003 af regeringen med opbakning fra Dansk Folkeparti og De Radikale. Men også den radikale miljøordfører Martin Lidegaard mener nu, at der er behov for at se på aftalen igen.
De øgede indtægter fra Nordsø-olien i 2007 vil Anne Grethe Holmsgaard investere i vedvarende energi og energibesparelser.
Hendes partifælle, SF`s finanspolitiske ordfører Ole Sohn, vil hellere bruge pengene på at afvikle Danmarks gæld til udlandet. Hans begrundelse er stigningen i den såkaldte ældrebyrde. Frem til 2020 kommer der 300.000 flere ældre, som skal sikres en ordentlig ældrepleje.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland