Medarbejderforeningen på Nørrebro Bryghus afviser et møde med 3F. Direktøren opfordrer til at drage konflikten ind i valgkampen
Det bliver ikke til noget med et møde mellem 3F og Medarbejderforeningen på Nørrebro Bryghus i denne omgang.
- Der er intet nyt i det brev, vi har fået fra 3F. Der er ikke ændret noget, og derfor vil vi hellere beholde den overenskomst, vi har med de kristelige, siger Martin Jakobsen, repræsentant for Medarbejderforeningen, til Arbejderen.
3F Hotel og Restauration samt 3F Industri og Service skrev den 29. oktober til Medarbejderforeningen. I brevet svarer 3F på tre konkrete punkter, der ifølge Medarbejderforeningen er de ansattes begrundelse for at sige nej til en overenskomst med 3F. Samtidig blev de ansatte inviteret til møde. De kan selv bestemme tid og sted.
- De argumenter, 3F nævner i brevet, er de samme som altid. Vi kender deres aftale, og vi ønsker ikke at mødes med dem, så længe de konflikter mod os. Vi har ikke tænkt os at svare på invitationen til et møde, lyder det fra Martin Jakobsen.
3F undren
Jan Mathisen, næstformand i 3F Hotel og Restauration, ærgrer sig over, at Medarbejderforeningen afviser et møde ansigt til ansigt.
- Det er ikke rigtigt, når de påstår, at vi i brevet siger det samme som altid. I vores brev påviser vi derimod, at de ansatte indenfor rammerne af en 3F-overenskomst vil have mulighed for at arbejde med et varieret timetal fra uge til uge. De vil kunne bytte vagter fra dag til dag, og endelig vil de kunne beholde de deltidsansatte. De ansatte har ingen saglige begrundelser for at afvise en 3F-overenskomst, der vil sikre dem bedre både hvad angår løn, arbejdstid og pension. Vi har givet os på alle punkterne, lyder det fra Jan Mathisen.
Ta`selv bord
Martin Jakobsen siger til Arbejderen, at Medarbejderforeningen også har andet end de tre punkter, som de ikke bryder sig om. Hvad det går på, vil han dog ikke nærmere ind på.
Det medfører følgende reaktion fra Jan Mathisen.
- Det her er ikke en pædagogisk legestue. Vi står midt i en dybt alvorlig arbejdskamp. Hvis de har flere punkter, hvor de er uenige med os, så er én af forudsætningen for, at der kan gøres noget ved det, at de bliver lagt frem.
- Desværre bliver jeg med reaktionen fra Medarbejderforeningen bekræftet i, at det her handler om arbejdsgiverens ret til at indgå den billigste overenskomst. Ledelsen på bryghuset har sine egne politiske motiver, og ønsker, at spørgsmålet om overenskomster skal være arbejdsgiverens ta` selv bord. Og opgiver 3F ikke frivilligt, skal der laves politisk indgreb mod fagbevægelsens konfliktret, mener Jan Mathisen.
Læserbreve mod 3F
I den sag tager ejeren af Nørrebro Bryghus nye midler i brug. Han opfordrer nu alle modtagere af deres nyhedsbrev til at gøre konflikten til en del af valgkampen.
- Hvis du ser et læserbrev i dagspressen de kommende dage om det stakkels Bryghus og de stygge fagforeninger, så ved du nu, at det ikke er en spontan røst fra folkedybet, men derimod en planlagt og bevidst lobbytjans for bryghuset, siger Jan Mathisen.
- Midt i en valgtid er det værd at huske, at et indgreb i fagbevægelsens konfliktret er med til at øge uligheden og undergrave velfærdssamfundet. Når ledelsen på Nørrebro Bryghus nu har kastet sig aktivt ind i den politiske kamp, kan vi konstatere, at de sammen med Kristelig Fagbevægelse aktivt er medvirkende til at øge uligheden på arbejdsmarkedet. Konflikten med 3F er ikke kun et spørgsmål om overenskomst. Den er også et spørgsmål om kampen imod den voksende ulighed på arbejdsmarkedet, slutter Jan Mathisen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278