54-årige Christian Juhl er formand for 3F i Silkeborg og spidskandidat for Enhedslisten i Nordjyllands Storkreds
Christian Juhl mener der er optræk til konflikt ved overenskomstsforhandlingerne for de offentligt ansatte til foråret.
- Det vigtigste for Enhedslisten i Folketinget i det tilfælde er, at være med til at stille krav om en økonomisk ramme til mere løn og flere hænder. Sker det, skal fagbevægelsen nok selv forhandle en overenskomst på plads og forhåbentlig en solidarisk en, så de lavtlønnede får mest, siger Christian Juhl og tilføjer:
- I Folketinget er Enhedslisten en nødvendig støtte til fagbevægelsens krav om den frie forhandlingsret, frie konfliktret og så skal vi af med blokadecirkulæret - vi skal have fuldstændig fri konfliktret.
For Christian Juhl, som er formand for 3F i Silkeborg, er samspillet mellem folketingsgruppen og fagbevægelsen centralt.
- I forbindelse med de sidste store velfærdsdemonstrationer har der jo været direkte forbindelse mellem Enhedslisten og fagbevægelsen. Vi forsøger at have et ben indenfor og et udenfor. Det gælder også modstanden mod dansk krigsdeltagelse. Den afgørende forskel mellem os og de andre partier er, at vi mener de reelle forandringer kommer fra almindelige mennesker. Det så vi da sosu-assistenterne i Vestjylland gik på gaden, det satte virkelig skred i tingene, pointerer han.
Det vigtigste spørgsmål i valgkampen er velfærdskampen, mener Christian Juhl:
- Hele velfærdssamfundet er på spil. Udover det skal vi være vågne overfor EU-forfatningen. Fogh skal ikke snyde os for en folkeafstemning, selvom han gerne vil, slutter den nordjyske spidskandidat.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278