Brølende nazister, jøder på knæ, brændende synagoger og håndtryk fra en sporvognschauffør! Det er nogle af minderne, som Ulla Jessing har fra Krystalnatten

af Morten Larsen
I aften tænder hun sin fakkel på Rådhuspladsen i København. Det er en stor aften for hende. I lysets skær vil hun lytte til sit barnebarn, der er blevet bedt om at tale til mindehøjtideligheden for Krystalnatten.
- Han kender historien om hans oldeforældre og mig, hans bedstemor. Det betyder meget for mig, at også den unge generation mindes Krystalnatten, og er aktive mod racisme og fremmedhad. Det må ikke ske igen. Det er vigtigt, at årsdagen for krystalnatten ikke bare bliver en mindedag, men en dag med anti-fascistiske demonstrationer og manifestationer landet over, fastslår Ulla Jessing.
Som helt ung pige måtte hun efterlade sine forældre i Tyskland og flygte til Storbritannien. Dengang havde hun ikke drømt om, at hun næsten 70 år efter skulle stå på Rådhuspladsen i Danmark og høre sit barnebarn tale mod nazismen.

Brølende nazister
Som 14-årig oplevede hun den 'rigtige' Krystalnat i 1938 i Nazitysklands Berlin.
- Jeg kunne høre, hvordan Hitlers brølende SA-stormtropper i lastvogne kørte igennem gaderne. I radioen kunne vi høre Hitler true jøderne med mord og udslettelse, fortæller den nu 83-årige Ulla Jessing til Arbejderen.
Hun var helt alene med sin mor i lejligheden. Heldigvis havde de overtalt hendes far til at skjule sig i et sommerhus uden for byen.
Da hun vågnede næste morgen, vidste hun endnu ikke hvad der var sket i gaderne om natten.
Ulla Jessing gik i en jødisk privatskole i udkanten af Berlin. Allerede kort efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev hun sammen med sine jødiske klassekammerater smidt ud af den offentlige skole, som skulle være 'jøderen'.
Skolen var sidste stoppested, så Ulla Jessing kørte igennem næsten hele byen i sporvogn. Hun fik et chok:
- Det var et mareridt. Der lå glasskår overalt. Jeg så røg fra brændende synagoger. Nazister tvang jødiske medborgere til at ligge på knæ og skrubbe fortovet. Andre jøder blev tvunget til at bære rundt på skilte malet med skældsord, fortæller Ulla Jessing .
Lærerne på den jødiske skole sendte straks Ulla Jessing og hendes klassekammerater hjem. De var bange for, at nazisterne skulle brænde skolen af. Det skete dagen efter.
På vej hjem fra skole fik Ulla Jessing et par ord med på vejen af sporvognschaufføren og hans kontrollør, som hun aldrig vil glemme:
- De to trykkede os i hånden og sagde: 'Ikke alle tyskere er indforstået med dét som er sket'.
På det tidspunkt havde Hitlers voldsregime indført så meget skræk og terror, at kun de færreste tyskere turde protesterer.
- Vi følte os utroligt alene og fredsløse. Vi anede ikke, om der var nogen som støttede os. Derfor betød selv den mindste sympati og opbakning fra almindelige tyskere meget for os, fortæller Ulla Jessing.
Først efter krigen læste hun illegale blade, udgivet af det tyske kommunistparti, der opfordrede befolkningen til at skjule og beskytte jøder.
- De illegale aviser blev trykt under meget vanskelige forhold. Jeg blev meget glad for at læse, at der var tyskere, der aktivt opfordrede til modstand mod jødeforfølgelsen.
Opmuntret midt i den håbløse situation vendte Ulla Jessing hjem mod familiens lille lejlighed.
- Her mødte mig et forfærdeligt syn. Nazisterne havde været på besøg og gennembanket min mor, mens jeg var på vej til skole. Hitlers stormtropper var kommet for at hente min far. Min mor fortalte dem, at han ikke var hjemme, og nægtede at fortælle dem, hvor han befandt sig. Nazisterne svarede igen med slag, og truede med at komme tilbage og hente min mor i stedet.

Flugten ud af Tyskland
De næste timer holdt Ulla Jessing og hendes mor vejret. De anede ikke, om nazisterne kom tilbage. De turde ikke søge hjælp hos naboerne. Heldigvis kom nazisterne ikke tilbage den dag. Efter nogle dage kom Ulla Jessings far hjem. Nu forstod familien, at det var at spørgsmål om liv og død, og at de måtte gøre alt, hvad der stod i deres magt, for at flygte ud af Tyskland.
- Vi sad sammen med et verdenskort og forsøgte at finde nabolande, som vi kunne flygte til. Men det var håbløst. Alle grænser var lukkede. Samtlige nabolande førte en stram flygtningepolitik. Ingen ville forstå, at jøder og antifascister i Tyskland var i stor fare, konstaterer UIla Jessing.
Heldigvis hørte hendes mor og far om en britisk hjælpeorganisation, der ville redde jødiske børn ud af Tyskland. I starten nægtede den britiske premierminister Chamberlain at tage imod de jødiske børn. Men efterhånden begyndte de britiske aviser at skrive om jødeforfølgelserne og hjælpeorganisationerne lavede ballade. Til sidst gav den britiske regering lov til, at hjælpeorganisationerne - mod passende betaling til den engelske stat - kunne indføre et antal jødiske børn til landet.
- Mine forældre fik overtalt mig til at tage til Storbritannien uden dem. Herfra skulle jeg så forsøge at redde mine forældre ud af Tyskland.
I maj 1939 ankom Ulla Jessing til Storbritannien. Så langt nåede hendes forældre ikke. De omkom begge i den nazistiske kz-lejr Auswitsch

Kampen fortsætter
Det er 69 år siden, Ulla Jessing oplevede Krystalnatten med egne øjne. I dag kæmper hun fortsat videre mod de mørke kræfter.
Fordi hun har oplevet Krystalnatten, bliver Ulla Jessing vred over de politiske kræfter, som i dag i hadske toner forsøger at udstøde muslimer, flygtninge og indvandrere fra det danske samfund. Socialministerens seneste udmelding om at indvandrere er skyld i fattigdom, vækker skræmmende minder frem hos Ulla Jessing.
- Muslimer og andre mindretal dæmoniseres her i landet. Nogle politikere og partier benytter sig i dag af samme metoder som dengang, og forsøger at bilde befolkningen ind, at disse grupper ikke hører hjemme i vores samfund. Det er meget farligt at føre kampagne og valgkamp på den måde mod bestemte mindretalsgrupper her i landet.
Det er vigtigt at bruge Krystalnatten til at tænke tilbage på, at der ikke er langt fra ord til vold og overgreb.
Selvom hun er jøde, er hun klar i mælet, når det gælder Israels behandling af den besatte palæstinensiske befolkning.
- Israel har holdt Palæstina i over 40 år. Amnesty har flere gange påvist tortur af palæstinensere i de israelske fængsler. Jeg er ud af en jødisk familie, og har det meget svært med den måde palæstinenserne bliver behandlet på. Om nogen burde jøderne have lært, at den behandling vi er blevet udsat for, skal vi selvfølgelig ikke udsætte andre for. Jeg føler en dyb solidaritet med palæstinenserne og deres lidelser. Derfor er det vigtigt, at vi bruger Krystalnatten til at vise vores solidaritet med alle forfulgte befolkningsgrupper i verden.
Og krigene i Irak og Afghanistan skal heller ikke glemmes på årsdagen for Krystalnatten:
- Efter sejren over nazismen blev FN grundlagt: Nazismens forbrydelser mod menneskeheden måtte aldrig ske igen. Verdens lande enedes om, at forbyde krige uden et FN-mandat, slutter Ulla Jessing.