Kampen for retten til selvbestemmelse er en vigtig del af Enhedslistens nej til Unionsprojektet - og dermed til den nye EU-forfatning, siger Jens Borking
Enhedslisten kæmper i den nuværende valgkamp hårdt for at få bragt kravet om en folkeafstemning om den nye EU-forfatning på banen. Det gælder også Jens Borking, der i mange år har været folketingskandidat i København for Enhedslisten - og i mange år aktiv i Fagbevægelsen mod Unionen.
- Regeringen forsøger at snyde os med tre ting, som de håber, vi først finder ud af, efter at de er genvalgt for fire år, forklarer Jens Borking:
At de vil straffe kommunerne for ikke at overholde regeringens skatte- og udgiftsstop, at de ikke vil være med til at sikre offentligt ansatte en ordentlig løn, og vil gribe ind, hvis det ender med konflikt om overenskomsterne. Og så det vigtigste, det der har mest langtrækkende betydning: At de vil sige ja til en ny EU-forfatning, den såkaldte Reform-traktat, uden at sende den til folkeafstemning.
Det er jo den samme traktat som Forfatnings-traktaten, blot uden henvisning til symbolerne, understreger Jens Borking.
- Den tidligere franske præsident Giscard d`Estaing, som stod i spidsen for forfatningstraktaten, har sagt det meget godt: Det er den samme værktøjskasse som Forfatnings-traktaten, der er bare rodet lidt mere rundt i værktøjerne for at forvirre almindelige mennesker og undgå folkeafstemninger.
Veto er suverænitet
- Vetoretten afskaffes endda på endnu flere områder, end Forfatnings-traktaten lagde op til. Og det er ikke på ligegyldige områder: Det er vetoretten på EU-budgettet, vetoret i forhold til energipolitik og på dele af udenrigspolitikken, forklarer Jens Borking.
Den liberale britiske tænketank Open Europe har opgjort 11 tilfælde, hvor udenrigspolitikken træffes med flertalsafgørelser. Det mest vidtrækkende er, at hvis EU`s ministerråd - med enstemmighed - har bedt EU`s kommende udenrigsminister om at fremsætte forslag til EU-aktiviteter og -aktioner på et bestemt område, så skal EU`s ministerråd tage stilling til udenrigsministerens forslag med kvalificeret flertal.
- Men det er svært at gennemskue for almindelige mennesker. Nogle af de mere ubehagelige ting er også lagt ud i protokoller, som den nye traktat så henviser til. Det gælder for eksempel EU-rettens forrang for den nationale ret. Det gælder Charteret om grundlæggende rettigheder. Rent juridisk ændrer det ikke noget, men man kan påstå, at det ikke direkte står i traktaten, forklarer Jens Borking.
Effektiv trynen
Regeringens jurister sagde allerede i forbindelse med Forfatnings-traktaten, at det ikke i grundlovens forstand er ny suverænitetsafgivelse, når man afskaffer vetoretten. Men det er rent juristeri uden forholden sig til virkeligheden, mener Jens Borking.
- Begrundelsen for at afskaffe vetoretten på over 60 områder er, at det er nødvendigt for at 'effektivisere' EU. Men man skal jo ikke have gået mange år i skole for at se, at det selvfølgelig har betydning for den nationale selvbestemmelse.
- Prøv at tage Østrig, som ikke ønsker genetisk modificerede fødevarer. Det bliver Østrig nødt til at acceptere, også selv om 14 lande er imod, og kun fire er for EU-Kommissionens forslag, mens resten undlader at stemme. Det er jo meget konkret, siger Jens Borking.
Med det nye forslag til en Forfatnings-traktat får EU også ret til at blande sig mere direkte i beskæftigelsespolitikken, social- og sundhedspolitikken, offentlig service, handels- og investeringspolitikken. Og så får EU-domstolen får langt mere at skulle have sagt.
Vi skal af med EU
Enhedslisten er bestemt ikke imod et forpligtende internationalt samarbejde, heller ikke mellem de europæiske lande, understreger Jens Borking.
- På nogle områder, for eksempel grænseoverskridende miljøspørgsmål, er det direkte nødvendigt. Vi skal også kunne afgive beslutningsret til et sådant samarbejde - men det enkelte land skal kunne trække beslutningsretten tilbage, hvis der for eksempel kommer et andet flertal i landet.
- Vi skal bevare den nationale selvbestemmelsesret. Demokratiet skal udvikles ikke afvikles. Og i demokratisk sammenhæng har vi ikke noget, der er bedre lige nu. Men den såkaldte Reform-traktat er med til afvikle det. Hele EU-konstruktionen trækker den vej, understreger Jens Borking
- Man kun kan sige ja til at afgive beslutningsretten, og aldrig kræve den tilbage igen. Det er som en åleruse. Den konstruktion skal vi ikke være med i. Om det så skal ske, ved at Danmark træder ud, det ved jeg ikke - vi har jo muligheden. Men vi skal i hvert fald af med EU! Det krav er Enhedslisten en stabil garant for, siger Jens Borking.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278