12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen forebyggelse til FTF

Ingen forebyggelse til FTF

Tirsdag, 13. november, 2007, 00:00:00

FTF`s medlemsgrupper kan ikke søge penge i forbyggelsesfonden. FTF ønsker, at alle uanset branche kan søge, hvis arbejdspladsen har ondt i arbejdsmiljøet

Hverken lærere, politibetjente, pædagoger, sygeplejersker eller socialrådgivere får glæde af de 200 millioner kroner, der i år er afsat til projekter, som kan forhindre at folk bliver slidt ned fysisk og psykisk på deres arbejde.
Pengene findes i Forebyggelsesfonden, der er en del af den velfærdsaftale, som Venstre, Konservative, Socialdemokratere, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre indgik sidste år i juni måned.
- Faktisk er der ingen af vores medlemsgrupper overhovedet, der kan søge om at få del i millionerne, siger Signe Kofoed, arbejdsmiljøkonsulent i FTF, til Arbejderen.
- Partierne bag Forebyggelsesfonden har på forhånd besluttet, at ud af dette års pulje skal 60 millioner kroner gå til forbedring af sosu-arbejdernes arbejdsmiljø og ti millioner kroner til ansatte i kriminalforsorgen. De resterende 53 millioner kroner kan ansatte, der befinder sig i det, der betegnes som særligt nedslidningstruede grupper, så søge om, forklarer Signe Kofoed.
FTF har intet imod, at de nævnte grupper får penge til et tiltrængt løft i arbejdsmiljøet. FTF er til gengæld utilfreds med, at der med en branchetilgang til fondsmidlerne er andre grupper, som på forhånd er udelukket fra at få del i pengene, uanset at de kæmper med åbenlyse problemer som højt arbejdstempo og pres.
Dansk Sygeplejeråd (DSR) er med godt 56.000 medlemmer én af de største grupper i FTF. DSR oplever, at medlemmerne bliver syge som aldrig før. På et enkelt år er sygefraværet steget med over ti procent, og nåede i 2006 op på gennemsnitligt 12,8 dage om året.
Næstformand Dorte Steenberg siger til Arbejderen, at DSR har svært ved at forlige sig med tanken om, at en arbejdsmiljøindsats skal målrettes én bestemt gruppe. Især i sundhedssektoren, hvor der er meget tværfagligt samarbejde.
- Og at tro, at man kan lave forebyggende arbejde via fondsmidler eller puljer, der har en begrænset løbetid, er vi i det hele taget ikke meget for. Risikoen for at et projekt falder på gulvet, når midlerne er brugt, er for stor. Vi vil meget hellere satse langsigtet, lyder det fra næstformanden.
Pædagogerne har oplevet samme stigning i sygefraværet som sygeplejerskerne. Dertil kommer, at antallet af langtidssygemeldinger er steget med 30 procent fra 2005 til 2006.
- Det er da et stort problem, at hele FTF-området er holdt udenfor muligheden for at få gjort noget ved arbejdsmiljøet, ikke mindst i lyset af det stigende sygefravær blandt flere af medlemsgrupperne, siger Lis Pedersen, medlem af forretningsudvalget og ansvarlig for arbejdsmiljøområdet i pædagogernes forbund BUPL.
FTF har en plads i Forebyggelsesfondens bestyrelse, og arbejder via den plads for nye kriterier for ansøgning.


Fakta om fonden
Der er afsat i alt tre milliarder kroner til Forebyggelsesfonden. Fonden løber indtil 2017.
Der fordeles 200 millioner kroner i år og 350 millioner kroner de resterende år.
Midlerne fordeles på tre hovedformål:
1) Cirka halvdelen til projekter der forebygger nedslidende rutiner og arbejdsgange.
2) Cirka en tredjedel til projekter om bedre genoptræning og rehabilitering.
3) Cirka ti procent til initiativer vedrørende rygning, alkohol og fedme.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland