12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rekord i import af arbejdskraft

Rekord i import af arbejdskraft

Onsdag, 14. november, 2007, 00:00:00

Arbejdstilladelser til udlændinge er steget med 57 procent på et år. Arbejdsgiverne ønsker mere billig arbejdskraft. Men byggefagene kræver først ordnede forhold

Selv om antallet af arbejdstilladelser for udenlandsk arbejdskraft sætter nærmest daglige rekorder, kan det kun gå for langsomt med at få mere billig arbejdskraft til landet, så vi kan undgå 'overophedning af økonomien', mener cheføkonom Jes Asmussen, Handelsbanken.
I årets første tre kvartaler er der givet 22.238 arbejdstilladelser til udlændinge Det er 57 procent flere end samme periode sidste år. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at udenlandsk arbejdskraft har besat en femtedel af de 60.000 flere job, der er kommet til i løbet af året.
Ifølge Handelsbankens cheføkonom er det kun godt - men det kan blive bedre. For øjeblikket er der 60.000 ledige job i landet, vurderer arbejdsgiverorganisationerne.
- Jo mere udenlandsk arbejdskraft, der kan tiltrækkes til Danmark, jo højere økonomisk vækst og dermed højere velstand kan vi opretholde, uden at vi sætter det hele over styr som følge af en overophedning af økonomien, siger cheføkonomen til NET-Redaktionen.
- Vi kan kun understrege vigtigheden af yderligere tiltag for at fremme tiltrækningen af udenlandsk arbejdskraft, lyder opfordringen fra Jes Asmussen.
Men der er ikke brug for nogen 'yderligere tiltag', før der er bragt orden i forholdene for de udenlandske kollegaer, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København.
- Der skal ikke lempes noget som helst, før vi får sikret, at allerede indgåede aftaler overholdes. Det gør de ikke nu, hvor Østaftalen tilsidesættes og østeuropæiske kollegaer udnyttes på det groveste her i landet af plattenslagere og mafia-lignende organisationer, siger Anders Olesen til Arbejderen.
Arbejdsgiverne underbetaler arbejdskraften i ly af aftalen, indkvartererer dem under uhumske forhold, kalder dem 'selvstændige' og betaler dem typisk en 50`er i timen. Derudover tvinges mange til at arbejde illegalt. Og ToldSkat og politi har ikke fået tilført de nødvendige ressourcer til at de kan gribe ind, forklarer Anders Olesen.
- Det har vi krævet, at der bliver rettet op på.Vi har stillet forslag om, at plattenslagere skal straffes hårdere. Vi har stillet forslag om, at virksomheder, der kommer udefra, skal registreres, og at der ved alle byggepladser skal være skilte, hvor der står hvilke virksomheder, der arbejder det pågældende sted, siger Anders Olesen.
- Når vi har fået opfyldt disse krav, og når vi har fået ryddet op, så der ikke længere er et B- og et C-hold af underbetalt udenlandsk arbejdskraft i Danmark, så kan vi begynde at tale om at tage flere ind. Indtil da må virksomhederne tøjle deres profitbegær siger Anders Olesen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland