SF mere end fordoblede sit mandattal. Partiet høstede frugten af sin indsats i velfærdsbevægelsen
- Vi skal gentage den norske model i en dansk udgave. Vi skal fortsætte med at bygge bro mellem Socialdemokraterne, Radikale og SF. Vi skal ind og arbejde på at lave en fælles politisk platform mellem de tre partier.
Sådan lød meldingen fra SF`s formand Villy Søvndal til de begejstrede SF-medlemmer sidst på valgaftenen.
Udtalelsen kom efter at Kristin Halvorsen, formand for SF`s norske søsterparti, Socialistisk Venstreparti (SV) havde overbragt en hilsen til SF og ønsket tillykke med den store sejr.
SV sidder i regering i Norge sammen med Arbejderpartiet og Senterpartiet. De tre partier vandt regeringsmagten med fagbevægelsens støtte, fordi de gik til valg på fagbevægelsens krav mod privatiseringer og andre nyliberalistiske tiltag.
SF står som valgets store sejrherre, efter at partiet har mere end fordoblet sit mandattal fra 11 til 23. Fremgangen kommer, efter at SF ved de seneste valg er gået tilbage hver gang. Villy Søvndal signalerede helt klart på valgaftenen, at han er indstillet på at bruge SF`s øgede styrke til at udbygge samarbejdet med Socialdemokraterne og Radikale, som begge gik tilbage, og dermed sikre et magtskifte ved næste valg.
SF står stærkest i København, hvor hver femte vælger har sat kryds ved SF. Men partiet har markant fremgang over hele landet. Det flotte resultat skyldes først og fremmest klare udmeldinger, mener Kamal Qureshi fra SF.
- Vi har sat vores egen dagsorden i valgkampen. Vi har grebet fat i de spørgsmål, som danskerne oplever som problemer i hverdagen. Vi var ude at diskutere asylbørnenes forhold, vi var ude at diskutere forholdene for de psykiatriske patienter og manglerne i sygehussektoren. Befolkningen har helt klart ønsket et andet samfund, og vi har sat nogle ord på det ønske, som folk kan forstå, siger han til Arbejderen.
- Det har også betydet noget, at vi har arbejdet på at samle kræfterne i oppositionen og bygge bro, vurderer Kamal Qureshi.
Han tilføjer, at SF`s fremgang også skyldes partiets store engagement i velfærdsbevægelsen. Mange af partiets medlemmer har været aktive i de store velfærdsdemonstrationer i år og sidste år. Partiets har langt hen ad vejen formået at fremstå som velfærdsbevægelsens talerør.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278