En domfældelse af folkene bag Fighters + Lovers vil betyde, at solidaritetsarbejde vil kunne forbydes, fastslår advokat Thorkild Høyer
Anklagemyndigheden kræver ni måneders fængsel til de tre hovedtiltalte i sagen mod tøjfirmaet Fighters + Lovers. De tre er firmaets direktør, Michael Sjølardt, Bobby Schultz (som i virkeligheden hedder noget andet) samt it-manden Albert Jensen.
Det kom frem under den afsluttende procedure fra anklager og forsvarer i Københavns Byret i går. Folkene fra Fighters + Lovers er anklaget for at sælge T-shirts til støtte for modstandsbevægelserne FARC i Colombia og PFLP i Palæstina.
En kvinde, som kom senere ind i firmaet, kræves idømt et halvt års fængsel, mens to t-shirts-pakkere og en pølsemand, der har reklameret for t-shirtene, står til mellem 60 og 90 dages fængsel.
- En domfældelse vil betyde, at solidaritetsarbejde, som vi har kendt det ikke bare i årtier men i næsten hundrede år, fremover vil kunne forbydes. Det gælder ikke alene den økonomiske støtte, men også forsøg på at skabe dialog vil kunne forbydes, sagde forsvarer Thorkild Høyer i sin afsluttende procedure.
Han kritiserede skarpt anklageren for ikke at sætte sagen ind i en historisk kontekst og vurdere, hvad det er som FARC og PFLP kæmper imod.
Høyer påpegede, at der ligger et hav af FN-resolutioner, som fordømmer Israels besættelse af Vestbredden og henviste til den lange række af internationale organisationer, der betegner styret i Colombia som en af de værste overtrædere af universelle menneskerettigheder.
Thorkild Høyers pointe er, at det ikke kan betegnes som terror at gøre oprør mod besættelse og undertrykkelse.
- Anklagemyndighedens vidner har i den grad vinklet deres forklaringer i forhold til anklagerens behov. Det minder om en fodboldkamp, hvor kommentatoren kun beskriver det ene holds indsats, sagde Thorkild Høyer.
Inden forsvarerens og anklagerens procedure var der afhøring af den PET-agent, som har udarbejdet de rapporter om FARC og PFLP, som anklagemyndigheden baserer sig på. Det skete for lukkede døre, efterfølgende blev forklaringen læst op.
Der er tale om en ung cand. scient. pol. uddannet på Københavns Universitet. Han baserer sine rapporter på søgninger på internettet. Da han ikke behersker spansk og arabisk, er søgningerne hovedsageligt sket på engelsksprogede sider. Han har ikke baseret sig på materialer fra andre efterretningstjenester, men har fået oplysninger fra private bekendte.
Det var ventet, at dommen skulle falde i går. Men den er udskudt på grund af tidspres.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278