08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Terrortiltalte får ordet

Terrortiltalte får ordet

Onsdag, 21. november, 2007, 00:00:00

At kriminalisere solidaritet kommer til at stoppe almindelige menneskers støtte til Folkekirkens Nødhjælp, sagde Michael Schølardt i Byretten mandag

Det blev en lang dag i Københavns Byret i mandags, da retssagen mod tøjfirmaet Fighters + Lovers sluttede. Fem ansatte samt en IT-mand og en pølsemand er tiltalte for overtrædelse af terrorlovens paragraf 114 b.
Som loven siger fik de tiltalte det sidste ord i sagen.
- I mit kommende virke skal jeg gøre eleverne til demokratiske borgere og til deltagere i den demokratiske proces, sagde en ung lærerstuderende, som ønsker at være anonym.
- Det bliver svært. Jeg forstår ikke hvorfor jeg er anklaget for terrorisme, blot fordi jeg har brugt min ytringsfrihed. Det er retten til at diskutere nuancerne, der her er på spil.
Den næste tiltalte, som også ønsker at være anonym, berettede om sine fem måneder i Ghaza og Vestbredden. Om hvordan militærets 24-timers udgangsforbud omdanner de store byer til fængsler og om hvordan de få offentlige veje spærres med to meter høje grusbunker.
- Modstand mod undertrykkelse bør beskyttes. Man kan ikke fratage et folk dets ret til at sætte sig til modværge, lød hendes slutreplik til dommer Ulrik Stage-Nielsen.

Som under krigen
Journalist Bobby Schultz sammenlignede den kaotiske colombianske borgerkrig med modstandskampen under Anden Verdenskrig. Men han brugte en noget anden vinkel end den sædvanlige.
- I krigens slutning bombarderede De Allieredes luftstyrker systematisk civilbefolkningen i alle store tyske byer. Gør deres indsats dem til terrorister, spurgte han retten.
- Politiske løsninger skabes gennem politiske diskussioner. Derfor er det et af de grundlæggende principper, der i dag er på anklagebænken, nemlig retten til at forsvare demokratiet, sluttede Bobby Schultz.
Dermed var han på linje med den tiltalte københavnske pølsemand, Preben Mikkelsen.
- Jeg forstår ikke anklagen. Jeg har brugt min ytringsfrihed til at lade nogen hænge plakater op i min pølsevogn. Det vil jeg til enhver tid gøre igen, lød hans afskedssalut til dommeren.
Katrine Willumsen, der læser på RUC, gav anklageren ret i, at det er en vigtig sag:
- Den handler om demokrati og frihed som grundlæggende rettigheder. Hvis dansk lovgivning kun giver os mulighed for at være enig med den stærkeste part i en konflikt, så har vi et problem.

Solidaritet truet
Sidste tiltalte, som fik ordet, var tøjfirmaets direktør, Michael Schølardt. Han sammenlignede den amerikanske indsats i Colombia med, hvad der skete for 40 år siden i Vietnam.
- Også dengang var den amerikanske plan massiv folkefordrivelse og sprøjtning af markerne med invaliderende gifte.
Han advarede mod konsekvenserne af at kriminalisere solidaritetsarbejde.
- Det kommer til at standse almindelige mennesker fra at hjælpe palæstinensiske børn gennem Folkekirkens Nødhjælp, fordi det bliver dømt som noget mistænkeligt.
- Jeg har stadig et håb. Solidaritet og synspunkter skal diskuteres, men det skal ikke foregå fra en fængselscelle, sluttede Michael Schølardt.
Dommen falder torsdag den 13. december klokken 12.
Fredag den 23. november udkommer Fighters + Lovers nye CD 'CumbiaClash'. Det fejres ved en stor fest fra klokken 20 i Global, Nørre Allé Medborgerhus


Kom til Freedom Fight Night med masser af live musik og gaveregn, når Fighters + Lovers nye CD 'Cumbia Clash' udkommer. Det sker på fredag fra kl. 20 i Global, Nørre Allé Medborgerhus.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland