Sygeplejerske Luise Schweitz brænder for sit arbejde, men frygter fremtiden i et sundhedsvæsen, der dag for dag drænes for hænder, tid og overskud

- Jeg har ikke lyst til at blive gammel og syg i vores offentlige sygehusvæsen, hvis der ikke bliver grebet drastisk ind overfor problemerne. Det er uhyggeligt.
Efter fem år som sygeplejerske i det danske sygehusvæsen er det Luise Schweitz` hårde dom.
En søndag aften forrige uge sad Luise Schweitz sammen med sin kæreste og så Anders Fogh Rasmussen i fjernsynet benægte, at der ligger patienter på hospitalsgangene.
- Jeg sad og råbte og skreg. Jeg blev simpelthen så vred, at jeg var ved at græde, for det gør der i hvert fald. Det er ikke kun på de medicinske afdelinger, det er også på de kirurgiske, og det er over det hele, siger hun til Arbejderen.
Vreden over statsministerens fornægtelse blev til ønsket om at fortælle, hvilken virkelighed hun arbejder i til daglig.
Luise Schweitz startede som fastansat sygeplejerske, da hun blev uddannet for fem år siden. Men hverdagen i det offentlige, med op til 50-60 timers arbejdsuger seks nattevagter i træk, var efter fire år ved at køre hende helt i sænk.
I dag arbejder Luise Schweitz derfor som vikarsygeplejerske i et af de private bureauer, der træder til, når det offentlige mangler hænder. Det betyder, at hun kommer rundt på hospitaler i hele hovedstadsområdet.
Og det betyder, at hendes fortælling om et sygehusvæsen i forfald er baseret på oplevelser fra et bredt udsnit af Københavnsområdets kirurgiske og medicinske afdelinger.

Det, der ikke må ske
Luise Schweitz` værste oplevelse udspiller sig på en ortopædkirurgisk afdeling, hvor hun var kaldt ind som vikar i en aftenvagt. Sammen med en enkelt fastansat sygehjælper havde Luise Schweitz ansvaret for 15 patienter. I sin fortravlede gang frem og tilbage på stuerne kom hun forbi en ældre kvinde, der fem dage forinden havde fået venstre ben amputeret lige under knæet.
- Hun lå og blev mere og mere konfus i løbet af aftenen. Hun var bange for, at vi skulle forgifte hende, og bad om at vi ringede til hospitalet, selv om hun allerede var der. Jeg kunne slet ikke komme i kontakt med hende, husker Luise Schweitz.
Hun tilkaldte en læge, og efter et stykke tid fik de patienten til at tage imod noget beroligende medicin. Det gav dem så meget arbejdsro, at de kunne undersøge hendes forbundne operationsar.
- Hun var sort fem centimeter op ad benstumpen. Så vidt jeg kunne se i dokumentationen, var forbindingen ikke blevet skiftet, siden hun kom ud fra operationsstuen. Det kan meget vel være forklaringen på, hvorfor hun blev så konfus. Fordi hun altså var ved at rådne op nede fra, forklarer Luise Schweitz.
Det er tydeligt, at det er svært for hende at slippe den historie. Selvom travlheden har sit udspring i beslutninger, der kommer fra oven, er det gulvfolket, der står tilbage med følelsen af skyld.
- Sådan noget er det frygteligste, der kan ske, når man er på en afdeling. Man får det så dårligt, for det må bare ikke ske. Men det sker derude, fordi der ikke er tid nok, siger Luise Schweitz.
Hun fortæller, at en vagt på en afdeling med alt for få hænder nemt kommer til at handle om en vurdering af, hvilke opgaver der kan vente, og hvilke der absolut ikke kan.
- Det vigtigste er jo, at patienterne overlever vagten, at de får den medicin de skal have, og at de får noget mad, altså de helt basale ting. Og så bliver næste vagt nødt til at klare nogle af de større opgaver. Så det ender med, at man hele tiden overgiver ting. Man knokler, og man får det jo til at fungere på en eller anden måde, fortæller Luise Schweitz.
- Men nogle ting bliver nedprioriteret og desværre ind imellem vigtige ting som denne her kvindes forbindingsskift. Ellers havde man jo opdaget det. Det blev nedprioriteret. Og det skulle det bare ikke have været, sukker hun opgivende.

Verdens bedste job
Der er ingen tvivl om, at Luise Schweitz brænder for sit arbejde.
- Når man i perioder virkelig har tid til at gøre en forskel, så er det det fedeste job i hele verden. Det føles fantastisk, når man har haft et patientforløb, hvor det hele hænger sammen og alting lykkes. Når du har tid til at sætte dig ned og sige: 'Du har lige fået at vide, at du har kræft. Hvordan har du det?', forklarer hun insisterende.
Men engagementet viger hurtigt for den påtrængende virkelighed.
- Jeg oplever steder, hvor læger går ind og siger: 'Jeg er ked af, at du har fået en kræftdiagnose, nu må vi se på hvad for en behandling, vi kan tilbyde dig, og det snakkes vi ved om et par dage - hej hej.' Uden at tage en sygeplejerske med, uden at sørge for at der er pårørende. Så sidder patienten der, og man har bare ikke tid til at gå ind og samle op på det og spørge, hvordan hun har det, beklager Luise Schweitz.
Hun tænker sig lidt om, og så fastslår hun uden tvivl:
- Den tid bliver mindre og mindre.
Den pressede hverdag har konsekvenser for forholdet mellem kollegerne og for forholdet mellem ansatte og patienter, fortæller Luise Schweitz.
- Patienterne har mistet tilliden til os. De har set alle skrækhistorierne i medierne, og det er gået ud over tilliden. Jeg kan godt forstå dem, men det betyder, at der hele tiden bliver stillet spørgsmålstegn ved, om vi ved, hvad vi laver. Det er utrolig hårdt, siger hun.

Patienter på gangene
Når snakken falder på patienterne på gangene, understreger Luise Schweitz sammenhængen med de umulige krav, de ansatte på sygehusene bliver mødt med.
Ventetidsgarantien er netop blevet sat ned fra to til en måned, og 48-timers reglen giver kræftpatienter ret til påbegyndt behandling i løbet af to døgn.
- Det er jo fint, men det betyder også, at der er mange af dem, der ikke er så vigtige, som pludselig ryger ud. Det kan for eksempel være dem, der skal have fjernet mandler. Når de kommer ind, skal de jo også ligge et sted, og hvis der er fyldt op, så må de ud på gangene, påpeger Luise Schweitz.
- Når man laver sådan nogle tiltag, er man jo nødt til at sørge for, at det kan lade sig gøre, fastslår hun.
Som vikarsygeplejerske kommer Luise Schweitz både på offentlige og private hospitaler. Størstedelen af de patienter hun møder i det private, er blevet vist videre fra et offentligt sygehus, der ikke har kunnet nå dem indenfor ventetidsgarantien.
- De er også begyndt at lukke sengene ned på nogle afdelinger, fordi de ikke har personale til at passe patienterne. Men hvis man lukker sengepladser ned, kan man i hvert fald ikke overholde ventelistegarantierne, og så er det folk ryger over på privathospitalerne, uddyber hun.

Vi savner kollegaer
Når Luise Schweitz kommer ud som vikar på en afdeling, hun ikke har været på før, har hun gjort det til en vane at spørge til den nye arbejdsplads, hvordan der er, og hvad der mangler. Uanset hvor hun kommer hen, er svaret på de sidste entydigt.
- Hænder. Folk vi gerne have mere i løn og bedre arbejdsforhold. Men aller-, allermest, så vil de gerne have nogle flere kollegaer, som er kompetente, som er uddannede, som har lyst til at være der, som ikke er på vej væk, og som ikke er i gang med en anden uddannelse. De vil bare gerne have nogle mennesker, som har lyst til at være der, og som de kan arbejde sammen med, siger Luise Schweitz.
Hun fortæller om afdelinger, hun har været på, hvor der skulle have været 15-20 fastansatte sygeplejersker, men hvor de klarer sig med to.
- De forsøger at dække det med vikarer, men os er der heller ikke nok af. Der mangler 1500 sygeplejersker på landsplan, så uanset hvor meget du vender og drejer det, er der bare ikke nok til at dække hullet, siger hun.
Manglen på kollegaer betyder, at de, der er der, må løbe så meget desto hurtigere.
- Min arbejdsdag er ofte sådan, at fra det øjeblik jeg træder ind på en afdeling, til jeg går hjem igen, så går jeg rundt. Nogle gange får jeg ikke drukket noget før klokken tolv til frokost, fordi jeg ikke kan nå det. Nogle gange har jeg drukket en kop kaffe i løbet af otte timer. Og nogle gange så spiser jeg min frokost i løbet af fem minutter, fordi jeg ikke har tid til at sætte mig ned, fortæller Luise Schweitz.
Det mest alvorlige problem, manglen på hænder giver, er personaleflugt, mener Luise Schweitz. Når hun starter et nyt sted, har hun også for vane at spørge ind til, hvad hendes nye kolleger synes om deres arbejde.
- Jeg tror, jeg har mødt en eller to i løbet af det sidste år, som har været begejstret og sagt, at det vil hun gerne bruge resten af sit liv på. De fleste af dem, jeg har talt med, siger: 'Jeg holder det ikke ud. Det her det orker jeg ikke i længden.' Jeg ser stærke kolleger gå ned med stress og være sygemeldte i måneder, de steder jeg kommer jævnligt, fortæller Luise Schweitz.
Selv overvejer hun også at vende faget ryggen og er i stedet begyndt på en ny uddannelse.
- Når man hele tiden skal lave lappeløsninger, så mister man med tiden sit drive, og når man føler, at der ikke bliver gjort noget for at tage vare på en, så orker man bare ikke at blive ved med at give. Og så er det, at det private sundhedsvæsen begynder at blive tiltrækkende, forklarer Luise Schweitz.

Fremtid uden hænder
Luise Schweitz har meget på hjerte. Hun fortæller levende og engageret om sit job og de problemer, hun og kollegerne slås med.
Men da Arbejderen beder hende forestille sig et sundhedsvæsen om fem eller ti år, hvis ikke der bliver gjort noget ved problemerne, bliver hun mundlam.
- Hvis ikke der sker noget? Det kan jeg slet ikke forestille mig. Det kan man ikke. Det kan de ikke gøre, gentager hun flere gange.
Personaleflugten fra hospitalerne kombineret med det stigende antal ældre betyder, at der ifølge Dansk Sygeplejeråds prognoser i 2015 vil mangle 7000 sygeplejersker, hvis der ikke bliver grebet ind.
- Bare med de 1500, der mangler i dag, hænger det. Hvem har de tænkt sig, skal passe patienterne, spørger Luise Schweitz.
Frygten for fremtiden uden hænder hænger nært sammen med den hastigt voksende privatisering af og ulighed i sundhedssystemet, konstaterer Luise Schweitz oplever.
Selvom hun ville have forsvoret det for fem år siden, overvejer Luise Schweitz i dag at tegne en privat sundhedsforsikring.
- Der er store dele af det offentlige sundhedssystem, jeg ikke har lyst til at blive gammel og syg i, gentager hun.
Hun forudser, at hvis der ikke gribes ind, vil fremtiden blive sådan, at de, der har råd, tegner en privatforsikring, der giver dem adgang til kompetent og hurtig behandling, mens de fattige må nøjes med et nedslidt og mangelfuldt offentligt sygehusvæsen.
- Der bliver hospitaler til de fattige og hospitaler til de rige, akkurat som i Amerika, spår hun.
- De, der har tegnet en privatforsikring, kommer på enestue med en sygeplejerske, der har tid til at være der, og en kompetent læge der ikke mangler overskud, fordi han har været på vagt i to døgn.
- Og de, der ikke har råd? De risikerer at ende som den lille, gamle dame, der ikke fik skiftet sin forbinding efter operationen, og som derfor måtte amputeres igen, slutter Luise Schweitz.