Mange danskere kan se frem til at skulle bede om hjælp for at kunne komme igennem julen. Økonomien kan ikke bære en ordentlig julemiddag
Antallet af fattige, der modtager julehjælpspakker fra velgørende organisationer er fordoblet mellem år 2000-2006.
Sådan lyder meldingen fra Frelsens Hær.
- Alene i København har vi set en eksplosiv stigning. I år 2000 havde vi omkring 1000 familier, der modtog julehjælpspakker, sidste år havde vi 2000, og tendensen er den samme over hele landet. I alt uddeler vi omkring 6000 julehjælpspakker til familier, så kan du selv regne ud, hvor mange mennesker det drejer sig om, siger informationschef i Frelsens Hær, Lars Lydholm til Arbejderen.
- Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvordan det præcist ser ud i år. Fristen for ansøgning er først den 1. december, men det jeg hører fra forskellige dele af landet er, at tendensen minder om sidste år, tilføjer han.
Antallet af ansøgere til julehjælp ser nu ud til at have stabiliseret sig på et højere niveau.
- Vi oplever ikke en markant stigning i fattige i forhold til sidste år. Det vi kan sige er, at de, der er fattige, er blevet endnu mere fattige. Førhen kunne vi afvise 50 procent af ansøgerne, fordi de ikke levede op til vores fattigsdomskriterie, det kan vi simpelthen ikke tillade os mere. Man kan sige, at stigningen er ebbet ud, men den har til gengæld stabiliseret sig på et rekord højt niveau, pointerer Lars Lydholm.
Tendensen bekræftes af Kirkens Korshær, der også deler julehjælpspakker ud:
- Rigtig mange, der kommer her, har det rigtigt skidt økonomisk. Det er gerne unge familier med en enlig forsørger, fortæller Inger Marie Warnzke, der er socialrådgiver i Kirkens Korshær.
Efterspørgslen på julehjælpspakkerne overstiger, hvad flere af de velgørende organisationer har resurser til at kunne levere:
- Vi uddelte sidste år 2300 julehjælpspakker, men vi modtog det dobbelte antal ansøgninger. Førhen har vi givet mere væk, end der kom ind i støtte. Det kan vi ikke gøre mere, da vi er en lille organisation, som skal løbe rundt, siger forretningsfører Rainer Lenza fra Børnenes Kontor, der hovedsageligt hjælper enlige forsørgere.
Også Mødrehjælpen, der primært beskæftiger sig med enlige mødre, oplyser, at der er stor efterspørgsel på deres julehjælpspakker, og at der findes et klart behov for hjælpen.
Årsagen til, at de fattige bliver fattigere, skal ifølge Frelsens Hær, Kirkens Korshær, Mødrehjælpen og Børnenes Kontor primært findes i de lave offentlige ydelser. Især kontanthjælpsloftet og starthjælpen til flygtninge og indvandre rammer hårdt, og efterlader flere i uoverkommelig fattigdom, lyder det fra organisationerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278