07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lærere strejker mod ny struktur

Lærere strejker mod ny struktur

Torsdag, 29. november, 2007, 00:00:00

Protesterne blandt københavnske lærere, elever og forældre mod ny skolestruktur kulminerer i dag. De kalder det et rent spareprojekt, der betales af de svageste elever

Lærere på Grundtvigskolen og Frederikssundsvejens Skole i København strejkede i går. De er utilfredse med den nye skolestruktur, som Borgerrepræsentationen skal tage endeligt stilling til i aften.
Planen er at lukke Frederikssundsvejens Skole og lægge Grundtvigskolen og Bispebjergskole sammen. Lærerne på Grundtvigskolen mener, at det vil hæmme integrationen af de tosprogede børn.
- Nu har man i årevis forsøgt at sprede de tosprogede elever, så koncentrationen på den enkelte skole ikke bliver for stor. Nu går man den stik modsatte vej. Vi fatter det ikke, siger Pia Svenson til Arbejderen.
Hun er én ud af de 34 lærere på Grundtvigskolen, der i går nedlagde arbejdet. Skolen har godt 350 elever, heraf er cirka 70 procent tosprogede og 60 procent af forældrene er på overførselsindkomst.
- Vi frygter, det bliver umuligt at bryde den sociale arv. Vi risikerer efter vores bedste overbevisning at hæmme den videre integrationsindsats, som vi så kan starte helt forfra igen om fem til ti år, tilføjer Pia Svenson.

Social skævhed
Skoleplanen betyder, at i alt to skoler lukkes, mens ti andre lægges sammen til fem skolen.
- Det er altid en følsom sag at sammenlægge skoler eller gennemføre omlægninger, men i det her tilfælde er det uigennemtænkt. Gennemføres planen, som den ligger nu, vil det især ramme de tosprogede og de socialt svage elever, siger Ole Hein Christensen, næstformand i Københavns Lærerforening, til Arbejderen.
I går (efter Arbejderens deadline) tog Børne- og Ungdomsudvalget stilling til en ny model for budgetudmelding til skolerne. Den betyder blandt andet, at der flyttes ressourcer fra de små skoler til de store, samtidig med at der skæres i ressourcerne til såkaldt mønsterbrydning og tosprogede elever.
- Sjældent har jeg været så socialt indigneret som i dag. Såvel forslaget om strukturændringer som forslaget til ny budgetudmelding peger i den grad i den gale retning og vil medføre, at det er hovedstadens socialt svageste elever, der må betale prisen for ressourceknapheden i Børne- og Ungdomsforvaltningen, siger Ole Hein Christensen.
Han peger på, at en fjernelse af penge til skolernes arbejde med mønsterbrydning, står i skærende kontrast til det politiske mål om, at 95 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Ligesom han har svært ved at se ideen med at fyre 40 tosprogede lærere, som der er foreslået.
- Hvis politikerne vælger at følge forvaltningens forslag, vil vi få en endnu mere polariseret by, end den vi kender i dag. Integrationen og den sociale lighed er reelt truet, lyder advarslen fra Ole Hein Christensen.

Blokade
På Matthæusgades Skole var det forældre og lærere, som i går sørgede for, at lærerne ikke kunne komme på arbejde. De blokerede skolen.
Skolens lærere skal heller ikke regne med at komme på arbejde i dag. Forældre og elever blokerer skolen fra klokken 7 til 14.25, hvorefter man gør klar til at gå i fakkeloptog fra Enghave Plads til Rådhuspladsen, hvor der vil være et program med taler og musik.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF).
Også på daginstitutionsområdet sker der omfattende ændringer.

Fakkeltog fra Enghave Plads klokken 16 i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland