07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enhedslisten advarer om EU-kup

Enhedslisten advarer om EU-kup

Fredag, 30. november, 2007, 00:00:00

En forespørgsel i Folketinget den 11. december skal bane vejen for at undgå en folkeafstemning om den nye EU-forfatning, mener Enhedslisten

Folketinget skal ved en forespørgselsdebat den 11. december diskutere den danske regerings holdning til den nye EU-forfatning, også kaldet reform-traktaten. Per Clausen, Enhedslistens EU-ordfører, er overbevist om, at debatten skal bruges til at at få en beslutning i Folketinget om, at der ikke skal være en dansk afstemning om forfatningen.
- Regeringen og Socialdemokraterne vil formentlig stille et forslag til vedtagelse, som afskriver en dansk afstemning, og få det vedtaget i Folketinget. Det vil give regeringen mandat til at sige til de andre EU-ledere, at der ikke skal holdes en folkeafstemning i Danmark.
EU holder topmøde med 13.-14. december med officiel underskrivelse af forfatningen.
Forespørgselsdebatten den 11. december er foranlediget af Svend Auken (S). Det fremgår af dagsordenen for mødet, at debatten omfatter en afklaring i forhold til dansk afstemning.
Debatten i Folketinget kommer en uge efter, at Udenrigs- og Justitsministeriet har fremlagt de juridiske forskelle mellem den forkastede EU-forfatning og den nye tekst.
SF er medforslagsstiller til forespørgselsdebatten. SF er varm tilhænger af EU-forfatningen, men kræver den til afstemning. Partiets EU-ordfører Anne Grethe Holmsgaard kan ikke forklare, hvorfor debatten skal hastes igennem inden EU-topmødet. Hun henviser til Svend Auken. Men det lykkedes ikke for Arbejderen, at få fat i ham i går. Heller ikke Socialdemokraternes europaordfører Kim Mortensen var til at træffe.
EU-modstanderne er på vagt overfor udviklingen og parate med tiltag for en folkeafstemning.
- Vi vil presse politikerne op til den 11. december. Der er jo 66 medlemmer af Folketinget, som vil have en afstemning, og det vil vi holde dem op på. Vi fortsætter også underskriftindsamlingen for en afstemning, siger Ib Roslund, informationschef i Folkebevægelsen mod EU.
Også Enhedslisten er klar med initiativer:
- Vi har fremlagt et beslutningsforslag, der forlanger en folkeafstemning. Vi vil slås til det sidste for en folkeafstemning, fastslår Per Clausen.

Kræv folkeafstemning: www.euafstemning.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland