11 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politiets knibtangsmanøvre for retten

Politiets knibtangsmanøvre for retten

Lørdag, 01. december, 2007, 00:00:00

Forsvarsadvokaterne ryster på hovedet over, at 26 personer er sigtet for vold mod politiet den 1. marts. Sagen begynder på mandag

Politiet indfangede i alt 47 personer den 1. marts i en knibtangsmanøvre, efter at have opløst en lovlig demonstration mod rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej. 26 blev siden tiltalt for vold mod politiet. Nu kommer sagen for retten.
Der er afsat hele 20 møder i Københavns Byret. Og dem får anklagemyndigheden ifølge de sigtedes forsvarsadvokater god brug for.
De mener alle, at det er en mærkelig sag: Ingen af de tiltalte har gjort andet end at deltage i en lovlig anmeldt demonstration. Ingen har kastet med sten. Ingen har opildnet andre til at kaste med sten. Ingen har været voldelige.
Advokat Carsten Fentz repræsenterer en af de tiltalte. Han mener, at sagen kører på et underligt tåget grundlag.
- Jeg har svært ved at se, at min klient kan dømmes for noget som helst, siger han til Arbejderen. Han mener, at det også gælder for de øvrige 25, der blev anholdt sammen med hans klient.
Han kalder sagen principiel, fordi mennesker, der bevisligt har optrådt ikke-voldeligt, tiltales for vold mod politiet.
- De er tiltalt for deres blotte tilstedeværelse. Kald det passiv medvirken. Ingen af dem tog benene på nakken, da politiet opløste demonstrationen, hvis de da overhovedet har hørt dem gøre det, siger han.
Advokat Sysette Vinding Kruse repræsenterer 20 af de tiltalte. Også hun mener, at det er en vigtig sag.
- Reelt skal domstolen vurdere, om man kan straffes efter den grove paragraf 134a om vold mod tjenestemand i funktion, bare fordi man var til stede og ikke kunne komme væk, da plitiet greb ind, siger hun til Arbejderen.
En tredje forsvarsadvokat, Ulrik Rasmussen, der repræsenterer to af de tiltalte, lægger især vægt på, at politiet havde afspærret alle sidegader.
- Da de unge kunne se, at demonstrationen udviklede sig voldeligt, kunne de ikke komme væk. De var der ikke for at kaste med sten, men for at deltage i en lovlig anmeldt demonstration, siger han til Arbejderen.
Anklagemyndighedens mulighed for at få de sigtede dømt efter paragraf 134a bliver ikke lettere af, at Højesteret tidligere på året i en kendelse har pålagt både Københavns Byret og Østre Landsret at skelne meget nøje mellem 'deltagere' og 'tilskuere'.
Højesterets kendelse betyder, at politiet skal fremlægge meget konkrete beviser på, at hver enkelt anholdte har gjort noget ulovligt og ikke blot været passivt tilstede.
Det er den opgave, anklagemyndigheden nu skal løfte fra på mandag for at få de tiltalte kendt skyldige i vold mod politiet. Der ventes at falde dom i de 26 sager i marts eller april 2008.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland