Blokaderamt polsk firma er budt velkommen som medlem af Dansk Byggeri. Fagforening opfatter Dansk Byggeri som hæmsko i arbejdet med at sikre overenskomster
Det polske firma Prywatne Przedsebiorstwo Budowlane (PPB) har ikke ønsket at indgå overenskomst med Malernes Fagforening i København. Derfor indledte fagforeningen blokade mod firmaet den 15. oktober.
- Det har imidlertid ikke forhindret Dansk Byggeri i at byde firmaet velkommen som medlem af arbejdsgiverorganisationen. Den 23. oktober sendte Dansk Byggeri brev til firmaets indehaver Bogdan Dziemidowicz i Polen, fortæller Bo Rosschou, næstformand i Malernes Fagforening, til Arbejderen.
Dermed stikker Dansk Byggeri firmaet et de facto medlemsskab i hånden, som det kan gå ud og skaffe sig kunder på, mener Bo Rosschou. Han påpeger også, at Dansk Byggeri ikke lever op til deres egne kriterier for medlemsskab.
Dem er der flere af, oplyser Dansk Byggeris medlemskontor:
- Vi skal have et dansk momsnummer og en dansk samarbejdspartner. Vi vil gerne vide, hvor længe firmaet forventer, at arbejdet varer. Have oplyst en arbejdsadresse og have udleveret sidste års regnskab.
Normalt går der 4-6 uger fra ansøgning til optagelse, men ingen bliver medlem før ovennævnte betingelser er på plads, lyder det bestemt.
Det polske firma PPB har 18 bygningsarbejdere ansat på adressen Vejlegade 4-10, som er ejet af Friis & Søborg. Malernes Fagforening betragter Friis & Søborg som hovedentreprenør og bygherre med det overordnede ansvar for at bringe forholdene på arbejdspladsen i orden. Friis & Søborg ønsker imidlertid heller ikke at tegne overenskomst og påpeger, at ansvaret for de ansatte ligger ved det polske firma.
- Så længe en hovedentreprenør render fra sit ansvar, er det mere end fuldtidsarbejde at holde misbruget nogenlunde nede og helt umuligt at komme det til livs, siger Bo Rosschou.
Når det handler om brug af uorganiserede udenlandske firmaer, betragter Bo Rosschou Dansk Byggeri som modspiller frem for medspiller. Han mener, at Dansk Byggeri overlader det til fagbevægelsen alene at sikre den danske aftalemodel overholdt.
Der er sågar eksempler på at arbejdsgiverorganisationen ligefrem forsøger at spænde ben for det arbejde. Da 225 fagforeningsfolk fra Byggefagenes Samvirke i København i sidste uge var rundt og tjekke forholdene på over 300 arbejdspladser, havde Dansk Byggeri sendt brev til sine medlemmer og anbefalet dem at nægte 'aktivisterne' adgang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278