De 26 der er tiltalt for vold mod politiet den 1. marts på Nørrebrogade kastede ikke med sten. Det indrømmede anklageren på sagens første dag
De betjente der anholdt 26 demonstranter på Nørrebrogade den 1. marts om eftermiddagen, så intet af betydning. De skal derfor ikke vidne i den såkaldte knibtangsag.
Det kom frem på førstedagen af retssagen mod de 26, der står tiltalt for vold mod politiet. Ingen af de tiltalte har kastet med sten eller opfordret til vold. Alligevel risikerer de op til seks måneders fængsel.
Sagen startede mandag i Københavns Byret. Den første der blev afhørt - en 16-årig pige fra Holbæk - forklarede ifølge Århus Stiftstidende, at politiet stod skulder ved skulder.
- Lige meget hvor jeg gik hen, var der afspærringer af politiet. De sagde, at jeg var mistænkt for at kaste med diverse ting og ville ikke lade mig gå, forklarede pigen.
Politiet opløste demonstrationen, da de forreste 10-12 deltagere begyndte at kaste med sten og flasker. Retten skal derfor afgøre, om det er ulovligt eller ej at blive i en opløst demonstration, hvis politiet spærrer alle flugtveje.
En af de tiltalte, journalist Niels Fastrup, er optimist efter retssagens første dag. Anklageren havde svært ved at bevise, at gruppen med de anholdte var i nærheden af den stenkastende fortrop.
- Det ser umiddelbart godt ud. Det er umuligt ud fra de viste optagelser fra TV2News at afgøre, hvor vi stod, siger han til Arbejderen.
De eneste vidner anklageren har tænkt sig at føre, er ledende politifolk, der sad i enten kommandocentralen eller i indsatsledervognene omme bagved og fulgte med over politiets radio.
- Men ingen af dem var jo på gaden, da vi blev anholdt, siger Niels Fastrup.
Retssagen genoptages på mandag med afhøring af flere tiltalte. Der forventes dom i foråret 2008.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278