Forældre på Vesterbro føler sig ført bag lyset af københavnske politikere. De har oplevet høringen om skolernes fremtid som en demokratisk skinmanøvre

Claus Nielsen, næstformand i skolebestyrelsen på Matthæusgades Skole, der ligger på Vesterbro, er enig med forældrene fra Grundtvigskolen i, at politikerne ikke har lyttet til de mange høringssvar fra de berørte parter.
- Vores skole skal lægges sammen med Enghave Plads Skole, men stadig være delt op på to matrikler. Det sker på trods af, at ingen af høringssvarene, hverken fra vores skole eller andre, der har forholdt sig til det spørgsmål, har anbefalet den model som 1. prioritet. Alligevel er det den politikerne vælger, siger næstformanden, der i formandens fravær har været ekstra i vælten i ugen op til beslutningen i Borgerrepræsentationen.
- At kalde det, vi har været igennem, for en demokratisk proces er noget af en tilsnigelse. Jeg mener det mere har været udtryk for et demokratisk underskud. Politikerne har foregøglet, at vi ville blive hørt, men havde reelt taget en politisk beslutning på forhånd, siger Claus Nielsen.

Mønsterbryder
Lige nu ser det ud til, at Matthæusgades Skole kommer til at huse eleverne fra 7. klasse og op, mens Enghave Plads Skole skal rumme eleverne fra 0. til 6. klasse.
- Vi forudser uhensigtsmæssige og vanskelige arbejdsbetingelser for både lærere og ledelse. Det bliver svært at opbygge en fælles pædagogisk kultur med lærere opdelt på to skoler. Der vil komme til at gå tid til transport mellem skolerne. Den tid går fra elevernes undervisning og lærerne får et dårligere arbejdsmiljø. Det mest groteske er, at vi ikke tror på, at det giver den besparelse, som politikerne forventer, siger Claus Nielsen.
På Matthæusgades Skole frygter lærere og forældre, at de flotte resultater skolen har opnået med integration, vil blive sat over styr.
- Det er ikke længe siden, at Matthæusgades Skole blev fremhævet i et blad fra Københavns Kommune for at have gjort en forskel med at bryde den sociale arv. Vi har med en målrettet indsats opnået det samme karaktergennemsnit, som de elever der går i skole på Strandvejen, lyder det ikke uden stolthed i stemmen.
Som konkret eksempel på demokratiets trange betingelser fremhæver Claus Nielsen debatten om én skole på to adresser.
- Vi blev noget forbavsede, da vi inden høringsfasen var omme, så en udmelding fra overborgmester Ritt Bjerregaard (S). Hun var glad for, at skolerne på Vesterbro angiveligt mente, at det var muligt med en sammenlægning af to skoler på to forskellige adresser. Problemet er, at ingen af os har sagt sådan. Tværtimod. Det er svært at se overborgmesterens melding som udtryk for andet end, at der var draget en konklusion, inden høringsfasen var slut. Og det er ikke særlig demokratisk, lyder det diplomatisk.

Svært at se visionen
Hele processen fra start til slut har været hyklerisk. Forældrene husker stadig første gang Bo Asmus Kjeldgaard (SF), borgmester på området, præsenterede den nye skole- og institutionsplan.
- Han kaldte den en visionær plan. Det har jeg svært ved at genkende. Bo Asmus Kjeldgaard har hele tiden sagt, at han hellere vil spare på administration end på eleverne. Men realiteterne har vist, at visionen er endt med at blive et besparelsesprojekt.
- De økonomiske hensyn har tydeligvis vejet tungere end hensynet til elever og lærere. Det er naturligvis skuffende, at det ikke lykkedes at bevæge nogle af politikerne. De har efter min mening deponeret deres anstændighed i kommunens pengekasse. Da det virkelig gjaldt, turde ingen bryde partilinjen, mener Claus Nielsen, der er sikker på, at der må være nogle, især i SF, der har stemt mod deres overbevisning
Han mener, at forvaltningen og det politiske udvalg alene har forholdt sig til økonomien. Claus Nielsen havde hellere set politikerne tage penge af kommunens pengekasse og efterfølgende betale den bøde, der eventuelt måtte komme fra regeringen, fordi serviceloftet blev overskredet.
- Det handler om et politisk valg. Her i København har politikerne valgt ghettoskoler.