Enhedslisten kræver at salget af det statsejede energiselskab DONG flyttes fra Finansudvalgets lukkede døre til offentlig debat i Folketingssalen
I dag forsøger Folketingets Finansudvalg forsøger endnu en gang at opfylde en aftale fra 2004, der forpligter staten til at sælge en stor bid af energiselskabet DONG. Bag aftalen står samtlige partier i Folketinget med undtagen af Enhedslisten.
Ifølge aftalen skal staten i 2007 sælge så mange aktier, at den fremover kun ejer lidt over halvdelen af DONG. Den beslutning har Enhedslisten dog hidtil haft held til at blokere, senest i september, da en byge af spørgsmål om salget og dets betingelser fik regeringen til at udskyde salget.
På mødet i dag i Finansudvalget vil Enhedslistens medlem Frank Aaen kræve salget behandlet i en åben debat i Folketinget. Hans håb er, at i hvert fald oppositionspartierne vil tænke sig om en ekstra gang, før den vedtager at sælge ud af arvesølvet.
- Jeg har læst i aviserne, at Socialdemokratiet, SF og De Radikale nu overvejer, om salget er så klogt, så jeg har tilbudt dem at være medforslagsstillere, siger Frank Aaen til Arbejderen.
Han vil igen fremsætte sit forslag til folketingsbeslutning om at ophæve aftalen om salg af DONG.
- Desværre er det en tradition her i Folketinget, at hvis partierne først har sat sit navn på et stykke papir, så hænger de på aftalen, siger Frank Aaen. Han mener dog, at presset på oppositionspartierne er blevet øget på grund af den øgede fokus på den globale opvarmning og Danmarks forsøg på at føre an i klimadebatten.
Enhedslisten er imod salget af DONG, fordi et privatiseret energiselskab er tvunget til at fungere på markedsvilkår. Det har derfor ingen fordel i at investere i alternativ energi, så længe det bedre kan betale sig at producere elektricitet på kulfyrede kraftværker.
- Klimapolitisk er det hul i hovedet at sælge DONG, men der er gået ideologi i sagen. Regeringen og Dansk Folkeparti tør simpelthen ikke lade processen gå i stå, slutter Frank Aaen.
Vilkårene omkring salget har vakt opsigt, idet aftalen på forhånd fritager alle parter i salget for et eventuelt erstatningsansvar. Det gælder selskabets bestyrelse, finansministeriets rådgiver og de banker, der står for salget af aktier, der ventes at indbringe staten over 50 milliarder kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278