For første gang er der sat tal på antallet af fattige i Odense, nemlig 6621 voksne med 1700 børn. Ikke alle er dog medregnet, påpeger Enhedslisten
I Odense har 6621 voksne med omkring 1700 børn mindre end 6100 kroner at leve for om måneden. Det fastslår en ny rapport, som Odense Byråd har bestilt af Syddansk Universitet.
Det er første gang, der er sat tal på antallet af fattige i den fynske hovedstad. Fattigdomsgrænsen i undersøgelsen er sat til en årlig indkomst på 72.949 kroner efter skat. Det svarer til medianen af en middelindkomst i Odense.
Ikke alle fattige er dog medregnet, påpeger Enhedslisten:
- De studerende er ikke medregnet. Det skyldes at ikke alle byer har studerende og derfor blev de undladt, forklarer Anna Rytter til Arbejderen. Hun er medlem af socialudvalget i Odense Kommune for Enhedslisten.
- Heller ikke alle de hjemløse er medregnet, da mange af dem ikke har fast adresse. Brugen af varmestuer viser at der er omkring 300.
Enhedslisten mener derfor, at antallet af fattige reelt er langt højere end de 6621.
Frelsens Hær i Odense mærker presset fra de mange fattige, der gerne vil have julehjælpspakker.
- Det er tydeligt, at der er flere, som har fået det sværere. Sidste år havde vi 300, i år 400 godkendte ansøgninger om julehjælp, fortæller den daglige leder af Frelsens Hær, major Niels Andreassen, til Arbejderen.
Frelsen Hær mærker også den stigende fattigdom på en anden måde.
- Kommunens socialrådgivere henvender sig til os, fordi de ikke kan hjælpe de fattige, der henvender sig hos dem. Kommunen har jo økonomiske begrænsninger. Vi har ikke tidligere set det sat i system på den måde, siger Niels Andreassen.
Det konservative medlem af Odenses socialudvalg, Lars Havelund, bekræfter at antallet af fattige er forholdsvist højt. Han mener dog ikke problemerne kan løses med økonomisk hjælp:
- Vi kan ikke løse problemerne med flere penge - det hverken kan eller skal vi. Det, vi som kommune kan gøre, er at få fattige hurtigt igennem sagsbehandlingen. Vi skal motivere og presse, og så skal der skabes arbejdspladser, siger Lars Havelund.
Enhedslisten mener derimod, at kommunen har et ansvar for at hjælpe:
- Kommunen skal presse regeringen for at få en vækst i overførselsindkomsterne, der svarer til væksten i resten af samfundet. Derudover kan vi som kommune genindføre enkeltydelser til fattige, så de kan søge om at få nye briller og komme til tandlægen. Vi afskaffer ikke fattigdom med enkeltydelser, men vi kan begrænse den, slutter Anna Rytter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278