06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kæmper fortsat for afstemning

Kæmper fortsat for afstemning

Torsdag, 13. december, 2007, 00:00:00

Den endelige ratifikation af Lissabon-traktaten kommer først til januar. Frem til den dato vil Folkebevægelsen fort-sætte med at presse på for at få en afstemning

Folkebevægelsen mod EU fortsætter med at samle underskrifter for at få en folkeafstemning om den nye EU-forfatning.
Det siger Ib Roslund, som er informationschef i Folkebevægelsen.
- I forgårs stemte Folketinget kun om om, hvorvidt at der skulle være en folkeafstemning. Den endelige ratifikation af EU-forfatningen kommer først til januar. Frem til den endelige vedtagelse i Folketinget vil vi fortsætte med at presse på for at få en folkeafstemning, siger Ib Roslund til Arbejderen.
Han fortæller, at der er gang i flere initiativer. Folkebevægelsen vil blandt andet se nærmere på de to juridiske redegørelser fra Justitsministeriet, nemlig den aktuelle og den, som blev offentliggjort i november 2004 om den oprindelige EU-forfatning.
Ole Krarup, tidligere medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen, har allerede bebudet, at der kommer et efterspil med en retssag. Lige nu går overvejelserne på, om en stævning kan udsætte ratifikationen.
Heller ikke JuniBevægelsen har helt opgivet håbet om at få en folkeafstemning.
- Vi håber at der er 60 anstændige mennesker i Folketinget som vil skrive under på, at vi skal have en folkeafstemning efter § 42 i Grundloven. Vi opfordrer SF til at tage initiativ til at samle disse underskrifter, siger JuniBevægelsens formand, Hanne Dahl til Arbejderen.
- Mislykkes det, så vil vi forberede vores strategi i forhold til afstemningen om forbeholdene. EU får med Lissabon-traktaten lovhjemmel til at lovgive på alle områder. Det vil blive brugt til mere harmonisering og statsdannelse. I den situation vil forbeholdene være et værn og der vil kun være et at gøre, at stemme nej, mener Hanne Dahl.
Borgerinitiativet Ja til Europa - Nej til EU-Forfatningen holder møde på fredag for at diskutere situationen efter Folketingets afstemning i tirsdags.
- Afvisningen af en folkeafstemning er en hån mod befolkningen og et gigantisk vælgerbedrag. Det er dybt tragisk at vores politikere kan gøre det her, siger Lave Knud Broch, som er medlem af Koordineringsgruppen.
- Borgerinitiativet er en samling af mennesker fra mange forskellige steder og organisationer. Vi vil arbejde videre for at presse politikerne og det bagland, vi hver især kommer fra. Jeg er medlem af Radikale Venstre og jeg mener, at det strider mod vores principprogram, at de Radikale ikke støttede en folkeafstemning, siger han til Arbejderen.
Derudover støtter Borger-initiativet op om Folkebevægelsens underskriftsindsamling og vil gøre det samme i forhold til en eventuel retssag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. dec. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland